Som følge af tragedien i Norge for knap to uger siden har landets granskning i egen gøren og laden ledt nogle til at forsøge, at gå lignende fremtidige frygtelige tilfælde i møde for at stoppe dem. Den missionerende blonde massemorder fra den nationalistiske vinge i Norge, omtalte i sit ca. 1500 siders lange manifest Call of Duty: Modern Warfare 2 som et glimrende træningsværktøj til kommende selvtægts-soldaters egne korstog. I denne forbindelse er debatten om voldelige computerspil atter blusset op, og har en norsk supermarkeds-koncern og flere andre røster i verden enten valgt at trække voldelige spil ned af hylden, eller blot at fordømme dem langt væk. Men er den bedste form for samfundspædagogik tvungen afholdenhed?

 

Firmaet Coop Norge, som ligesom Coop Danmark en virksomhed, der ejer en række store supermarkedskæder og derved kontrollerer en del af det spilsalg, som foregår især til børnefamilier, valgte i forbindelse med Utøya-massakren, at trække 51 såkaldt voldelige spil ned fra hylderne. Hvis man konsekvent havde sagt, at man i Norge holder en pause fra al voldelig underholdning for at ære de døde, sådan så film, tv-serier, computer spil osv. ikke blev solgt og vist på statsejede tv-kanaler, så kunne man måske føle en form for sympati med projektet. Når man derimod går ensidigt efter computer spil, netop fordi Breivik nævner CoD: MW2, så virker en uskolet reaktion, som en nervøs reflekshandling. Ser man samme reaktion imod folk med jagt-tegn og hobby skyde-entusiaster? Det er i hvert fald ikke blevet rapporteret, og når man igen ser debatten om hvor vidt voldelige spil skal underlægges endnu strammere regler for salg blusse op igen, så er det måske på sin plads, at sukke, vende øjne og endda henvise til f.eks. de seneste CoD spils salgstal. Jeg sidder ikke med officielle tal, men kunne man forestille sig, antallet af CoD-spillere til CoD-spillere, som har begået mord, ikke måler sig i deleforhold med Norges (eller Danmarks) befolkningstal og nordmænd (eller danskere), der har begået mord.

 

Når der råbes vagt i gevær over spil som CoD: MW2 fordi Anders Breivik nævner, at det er et glimrende trænings redskab, så er det måske tid til at vi lige sætter os ned, tager en tår vand og tænker os om før vi fordømmer alt hvad Breivik nævner i en ‘skyld per association’ hævntogt. Hvor meget faktisk og praktisk kamptræning spil som MW2 giver er tvivlsomt. De fleste, som har spillet et af CoD spillene ved, at de penge mange fronter er blændende urealistiske, fordi de lægger vægt på hurtig, direkte kamp, i modsætning til f.eks. Battlefield, som i mindre grad er en arcade shooter og i højere grad er en simulator. Man lad os først og fremmest huske, at de fleste computerspil spilles med mus og keyboard eller joypad. At sige, at MW2 eller andre shooters forbereder én på krig eller massakrer så som den i Utøya, svarer lidt til at sige, at Fable 3 forbereder spilleren på meningsfyldte samtaler og at regere et kongerige.

 

Nuvel, visse studier har vist, at spillere, der spiller shooters, øger deres reaktionstid, snarere end at forringe deres syn. Især twitch-shooters, som kræver en rygradsreaktion. Men hvis man på en mere seriøs vis vil gå virkelighedens ‘træningsbaner’ i sømmene, så skal vi nok nærmere se på skydeklubber og at gå på jagt, hvor folk får seriøs skydetræning. Det er også blevet rapporteret (og her), at Breivik skulle have modtaget paramilitær træning i Hviderusland tre gange, hvilket jo så siger noget om hvor den virkelige træning har foregået. Måske skulle holde os til i første omgang, at bebrejde manden, snarere end redskabet. Det var jo ikke geværet, der indkøbte sig selv, skrev manifestet, og planlagde og udførte massakren ved at trykke på egen aftrækker. Vi bebrejder heller ikke køkkenknive for den træning, som knivstikkere måtte have modtaget.

 

Dette er en lettere underordnet pointe, for det jeg gerne vil fremhæve her, er at man undergraver to sociale agenter i sager som denne, når man flytter fokuset hen til passive indflydelser. Man glemmer, at manden var et handlende individ og man ignorerer helt og aldeles, at samfundet (herunder forældre og venner) spiller en aktiv rolle i dannelsen af individet og den måde hvorpå den takler forandringer og udfordringer. Et menneske bør opdrages til selv, at kunne sætte sig selv i relation til passive og aktive indflydelser, dvs. at lære at tænke kritisk overfor sig selv og sine handlinger, tingene i dets omgivelser og de aktører, som påvirker med meninger og magt. Dette ideal kan selvfølgelig ikke altid opnås, og selv velfungerende sociale individer kan blive presset af situationer, så derfor bør vi selvfølgelig have selv-kritiske og ydre-kritiske samfundsinstanser til at yde omsorg, og vise vej, men så sandelig også være vedholden omkring de sociale værdier vi baserer vores samfund. Vi kan ikke bedrive samfund ved at indgå gennemgribende kompromisser på enten individets eller fællesskabets vegne, og sanktionere os ud af alt det, som virker farligt, ej heller lægge alt ansvaret på individet. Det bliver nødt til at være ‘individ på trods af fællesskabet’ og ‘fællesskab på trods af individet’, hvis vi skal have plads til både at leve sammen, kunne stole på hinanden og samtidig at kunne være individuelt forskellige.

 

Den altid reaktionære og på imponerende vis mester i at balancere naivitet og bedrevidenhed i en smuk retorisk eddike, sognepræst Sørine Gotfredsen, var selvfølgelig hurtig ude, netop fordi kristendom nu stod i fare for at skulle dele terroristens køjeseng med sin muslimske arvefjende. I hendes kronik ‘Lad os bruge Anders Breivik rigtigt’ forfordeler hun samfundets indflydelsesrige meningsdannere, når hun peger på en type aktiv aktør, nemlig multikulturalisterne, der skaber avlsplads for den passive aktør, multikulturalismen selv. Hun skriver bl.a. at multikulturalisme ikke kan undgå, at generere had, fordi der vil være individer, som ikke kan undgå at føle sig “truet på eksistensen”. Dette er en fæl form for folkepsykologisk behaviorisme, som Gotfredsen her bevæger sig ud i, når hun påstår, at der findes stimuli, som mennesker ikke kan undgå at imødekomme med bestemte typer af respons. Med andre ord: Anders Breivik er ikke skurken her, han er blot vildledt af den demografiske virkelighed, Norge befinder sig i, og det samme gælder den række af monokulturalistiske meningsdannere, som hun nævner fra Danmark. Ih dog, Sørine! Er det samme uskyldighed, du placerer i hænderne på de stakkels muslimske fundamentalister og kold krigens sovietter, som kæmper og kæmpede en hård kamp imod vestens indflydelse?

 

Det er til evig tid et akademisk omstridt emne, hvor menneskets vilje til handling kommer fra. Kommer det fra biologien, skæbnen, selvet, samfundet eller i samspil med elementerne i vores hverdag? Der er nok ikke noget entydigt svar på denne problemstilling, fordi alle sider af forskningsfeltet har gode, men utilstrækkelige indvendinger og observationer, som tilsammen giver os et væld af modstridende indre stemmer, som sjældent taler enstemmigt. Derfor er der ingen tvivl om at vi skal være varsomme med de produkter vi sender ud, især til børn. Men er det ikke en pointe i sig selv, at det kun er en nærmest forsvindende lille minoritet i verdens forskellige samfund, der spiller voldelige spil og samtidig udfører vold eller anden amoralske gerninger? Kan vi ikke også kræve mere af vores uddannelser og opdragelser, sådan så i stedet for at afskærme børn (såvel som voksne) fra inciterende materiale, at vi i stedet kræver af dem, at de udvikler deres evne til at tænke kritisk og sætte ting i perspektiv? Og bør vi ikke også kunne kræve af vores medier og af meningsdannere, at de skal være saglige, i stedet for blot, at tale fra følelsesregistret? Som sagt, så hentydet til, så har ingen køkkenkniv nogensinde slået noget ihjel, men en trænet kæmper eller soldat kan slå ihjel med hvad som helst, sågar sine hænder. Så bør vi ikke i stedet tage problemstillingerne seriøst op, og endda give røst til de, som føler sig “truet på eksistensen”, sådan så vi i stedet for at forbyde ting, som fremstår umiddelbart farlige og voldelige, skaber et samfund, hvor vi har overskud til at se tv-vold, tænke på hadefulde ting og mennesker og lege røvere soldater uden at nogen skal blive skræmt over hvad det mon kan lede til?

 

Dette blog-indlæg er uden tvivl holdningsladet, og bestemt lidt ude af kassen, som vi tænker på som spilverdenen, men jeg håber, at læserne bærer over med dette. Mange af os finder flugt, ro og fred, når vi sætter os ned med controlleren. Forhåbentligt ikke, fordi vi afviser eller flygter fra hverdagen generelt, men fordi spil giver os andre dynamiske verdener, at være agenter i. Vi udforsker os selv, samtidig med at vi udforsker nye verdener, som jeg også var inde på i forrige uges indlæg. En væsentlig side af menneskets autoeksplorative natur, er at vi skal have mulighed for at gøre erfaringer selv, før vi kan placere os, som individer i bestemte sammenhæng, og når vi i stedet for at have disse muligheder, mister muligheden for at træde ind i visse typer af sammenhæng, så vil der være mulige sider af os selv, som vi ikke lærer, at kende. Dette gælder f.eks. også os selv, som sociale agent i et blandet, pluralistisk samfund, hvor vi lærer om vores egen tolerance overfor det nye og fremmede. Det lærer os, at sætte spørgsmålstegn ved det vi tager for givet. Når vi mister vores virtuelle verdener, mister vi ikke blot legepladser, vi mister interaktionsfelter. Måske endda interaktionsfelter, som forbereder os på de steder i fremtiden, hvor vi kommer til at møde mennesker på nye måder. De af os, som ikke er villige til at prøve sig selv af i nye sammenhæng, vil være dem, som ikke er kompetent til fremtiden, og historien har vist, at dem som forstår fremtiden mindst og klager over den mest, er de som stoppede stakåndet op i dens fodspor.

 

Håber at høre fra jer i kommentar-feltet.