Tendensen til at behandle vores kære konsoller som billigt udseende provinspiger, der skal under kniven, have forstørret barmen og ligge under for tidens trends er over os. Nu da den 7. generation af konsollerne så småt er ved at fase ud, ser vi desperate forsøg fra spiludviklerne på at pumpe silikone og botox ind i deres yndefulde og naturlige platforme. Vi skal installere spillene og texture packs og lur mig om der ikke også hele tiden kommer patches og updates svingende ind over XBL og PSN. Er konsollernes uskyldighed så småt ved at være en saga blot?

 

Jeg var i lang tid en PC-gamer, og kun i anden omgang en konsol-gamer, men her de sidste år er det konsollen, der har stået for langt det meste af den interaktive underholdning, navnlig pga. det evindelige PC hardware-våbenræs, men også fordi jeg gerne har ville holde mit arbejde og studie adskilt fra mit gaming. Når pengepungen er til det, så vender dette eventyr nok igen. Men her på det seneste har jeg kunnet ane en lidt besynderlig og lidt irriterende tendens indenfor konsol-gaming. Det har længe været et faktum, at flere spiller gaming derhjemme krævede ekstra hardware i form af controllers, og med motion controllers, og tilbage til Dance Dance Revolution danse-måtter og endda helt tilbage til Duck Hunt med lyspistolen osv.

 

Sagen er den, at vi nu i højere og højere grad ser spil, der graderer spiloplevelsen på baggrund af spilinstallationer, hvilket enten er spiludviklernes konstatering af at denne generations konsoller nu for alvor er bagud i udviklingen, eller de sidste overbevisende ord fra disse spiludviklere til industrien, før vi krydser Rubicon fra en tid hvor konsoller bare var spilterminaler og spillene færdige produkter, der kunne købes, knaldes i maskinen og spilles problemfrit. På den anden side af den metaforiske flod venter en verden hvor konsollen blot er endnu en PC i hjemmet, hvor spil skal installeres, og hvor hardware kan opgraderes, om end på en mere fladpandet casual bruger, familievenlig og børneværelsesagtig facon. Skeptisk overfor min profeti? Må jeg minde dig om de efterhånden mangfoldige udgaver, som vores konsoller sælges i. Varierende harddisk størrelser, slim-udgaver og nu med Move og Kinect som kan købes til. Hardware udgifterne bliver fragmenterede, og spiloplevelsen graderes, og det samme bliver spillerne.

På dørtærsklen til 8. generation

Spilsiderne rundt omkring er begyndt at boble op med nyheder og gætterier vedrørende de maskiner, som går under kodenavnene PS4 og Xbox 360, og der er allerede navn, dato og i flere tilfælde udgivelsesdato på Wii U, PS Vita og Nintendo 3DS. Med andre ord, så er vi så småt begyndt at træde ind over dørtrinet til næste generation af spilkonsollerne, og med næste års udgivelser er det faktisk 2-3 år for tidligt ifølge Microsoft, der har kaldt Xbox 360 for en 10 års maskine. En udtalelse, som kan synes en tand uskolet i konteksten af at konsol-generationer traditionelt har haft en varighed på mellem 5-7 år.

 

 

Sjovt nok har både generation 6 (Dreamcast, PS2, Xbox og Gamecube) og 7 (Xbox 360, PS3 og Wii) haft levetid på mindst 7 år indtil videre mellem lanceringer, og det er på trods af at teknologien raser afsted og alt bliver hurtigere, bedre, mindre og billigere, især indenfor PC- og mobil-verdenerne. Til gengæld er konsollerne blevet større, slim-udgaver til side, og f.eks. kan min Xbox 360 udføre en glimrende ‘bil i tomgang’-imitation med sin støjende blæser og DVD-drev. Man ville gerne være mand for at tilføje sin røst til koret af folk, der gerne så næste generation fremskyndet, men behøver man så også at ønske for en fortsættelse af trenden med de mere og mere PC-kabinet lignende maskiner, som bliver større, tungere og mere støjmæssigt intimiderende? Og lur mig, om vi ikke kun er en eller to generationer fra at skulle vælge grafikkort, Dolby Stereo/5.1/7.1 udgange, dB-niveau på blæseren, osv. til valget af harddisk størrelse. Hvis jeg en dag skal til at vælge strømforsyning og om min konsol-hdd skal i RAID eller ej, så er det vist slut med det eventyr og tilbage til PC’en for evigt, eller indtil at nogen med indflydelse vågner op og siger: “Hey! Jeg har en idé! En konsol, som er helt enkel, kan spille alle platformens spil og er bygget til bare at virke, uanset om man er high tech nørd eller casual gamer!” Den sang er satme en evergreen!

 

At være, eller mere software – det er spørgsmålet!

Battlefield 3 har været på de danske gader og stræder i knap 2 dage nu, og allerede står det lysende klart, at Xbox 360 udgaven er røven af 4. division. I hvert fald, hvis man ikke installerer den texture pack-disc som følger med til spillet. Jep, hvis man ikke havde hørt det andetsteds, så hør det her! Du kan vælge, at spille spillet straight, installeret eller uinstalleret, og spillet er gameplay-mæssigt ganske som det skal være, men grafisk en Quasimodo-skikkelse af flotte effekter iklædt foragtelig grafik (såfremt man har set, hvordan spillet kan se ud). Installerer man derimod texture pakken, så er spillet rigtigt fint, måske endda fænomenalt flot, hvis man rigtigt skruer op for charmen, men hvorfor skal jeg som konsolbruger igen døje med at udvikleren lover med en visuelt paralyserende smuk oplevelse, parantes (men!)?
Battlefield 3 – HD Texture Pack Comparison Graphics Test on the Xbox 360

 

Det samme var tilfældet med id Softwares RAGE, der udkom i forrige måned, og som også var en hamrende flot spiloplevelse, så længe man da installerede spillets 3 disc på Xboxens harddisk, dvs. en 22 gb groteskt fedladen fil. Er det virkelig så langt man vil gå for de billige point? Skal vi spilanmeldere til at medregne denne lille sidenote, når vi giver point for spillets grafik? En PC-anmelder burde i princippet ikke kun vurdere hvor flot en PC-udgave kan være på det mest vanvittige hardware setup, men også hvordan spillet formentlig kommer til at se ud for langt de fleste. Måske bør man også give konsol-udgaver samme overvejelse, eller endda to forskellige karakterer på det grafiske. En med installeret software flyttelæs og en kørt fra disc’en og intet andet. Hvis det var tendens i en udpræget grad, kunne man måske forestille sig, at spiludviklerne forsøgte ikke at skubbe grænserne for flot grafik på bekostning af spillerens tid og udstyr, og for den sags skyld også spiloplevelse.

 

Jeg er godt klar over, at dette ikke bliver en stor bekymring for alle, men kald min studens over problemet for at påpege en uheldig tendens. Konsollen er den nemme løsning, der ikke skal kræve andet end at selve maskinen er købt og koblet op til fjernsynet, og at man har det spil man vil spille til rådighed. I forvejen døjer vi med at PC-udgaverne af spil potentielt set kan være uendeligt meget flottere, indholde en myriade af detaljer og endda gameplay features, som f.eks. 64-spillere i BF3 multiplayer imod konsoludgavernes 24-spillere. Men det smukke ved konsoludgaverne har altid været, at man kunne forvente det samme hardwaremæssige udgangspunkt for spiloplevelsen, og at man f.eks. i multiplayer spil kunne nyde godt af at modstandere og medspillere ikke kunne købe sig til bedre oplevelser eller fordele i spillet (her overser vi 3. parts surround headsets og KontrolFreeks osv.) Derfor er denne uges Fredagstanker en bøn til at jeg tager fejl. At det jeg oplever som en tendens blot er en håndfuld tilfælde af desperate spiludviklere, som har for meget kriller i fingrene til at vente til næste generation af konsoller. En bøn til at spilkonsol kommunismen, hvor vi alle er ens som udgangspunkt fortsætter, så de teknologikyndige kan udfolde sig på PC’en, og at økonomisk bemidling ikke skal herske på konsollen.

 

Hvad siger i, kære læsere? Er jeg paranoid eller bider dette også dig i hælene?