Vi har en tendens til at kigge i spilanmeldelser og kvalificerede menneskers kvalificerede holdninger, når vi skal have tidlige indtryk af et spil. To spiseskeer af iver, en kop indhentning af informationer til bedømmelse af spillets værdi, og et drys af selvmedicinering, så du føler dig dopet af forhåbninger er opskriften vi følger. Men hvor meget betyder ordene og tallene egentlig? Hvis alle holdninger, kvalificerede eller ej, først og fremmest blot er holdninger, hvad bruger vi dem så til?

 

“A rose by any other name”, hedder det på Shakespeariansk, og det han berørte med denne sætning, var at ord ikke indkapsler de kvaliteter, vi møder ude i verden. Min ven, og Ph.d. i sprogpsykologi Lars Henriksen, har slået meget på tromme for at vi bliver opmærksomme på ordenes arbitraritet, dvs. at der ikke er en iboende kvalitet i f.eks. en hest, der gør at vi kalder den en “hest”, eller at der omvendt er en iboende kvalitet i ordet “hest”, der indfanger fænomenet. Vendingen, “What’s in a word?”, henviser til den undren, som man kan fanges i, når man begynder, at tænke over hvad ord egentlig er for noget, og hvilken relation de i virkeligheden har til de ting, som vi vanligvis forbinder dem med. Det, man som sprogpsykolog får banket ind i hovedet fra den spæde begyndelse, er at “ordet ikke er tingen”, og ej heller omvendt, såvel som at sprog er for fattigt til at indfange det, som foregår oppe i hovedet. Ok.. men hvorfor dette angreb på ord og sprog, spørger du måske? Følg med mig, kære læser!

 

Årsagen til den sprogfilosofiske begyndelse på disse Fredagstanker (der i øvrigt bliver skrevet natten til lørdagen, men men.. da jeg først tæller en ny dag, efter at jeg har fået min søvn, så finder vi igen ordenes arbitraritet spille os et puds), er at SLM_gamings uofficielle mission statement i høj grad handler om, at forsøge at sætte ord på noget, som alt for ofte undslipper ordenes fængsel, selve spiloplevelsen. Anmelderen, eksperten, en litteraten og andre lignende figurer, som befinder sig i vores medier, skal forestille sig, at være de fremmeste sprogkyndige, som vi betror med opgaven, at sætte ord på følelser, fornemmelser og oplevelser på en sådan facon, at vi formår, at sætte os ind i de fremtidige oplevelser, som vi selv håber på at have med spil, film, bøger og andet. Men her støder vi også på to forhåbentligt åbenlyse problemer. At ingen kan have samme oplevelse som en selv, og at ord ikke er oplevelsen selv. Derudover, så har vi endnu et problem i form af at oplevelsen af at læse om en andens oplevelse, er en helt anden type oplevelse i sig selv. Det er her hvor SLM_gaming tager sit udgangspunkt i vores rejse igennem spil, at hver en gamer har sit eget ståsted.

 

En af grundene til at jeg skriver om dette, er at jeg som redaktør på SLM_gaming gerne vil gøre op med spiljournalist- og anmelder-betegnelsernes status som spileksperter. Nu har vi skribenter på dette lille site nok ikke den største autoritet på dette område, men ikke desto mindre, så ser jeg os hellere, som en flok ivrige gamere, der bruger en del tid på at sætte os ind i spilnyheder, såvel som ivrige rejsende til de forskellige spils universer. Derfor skriver vi i stedet rejsedagbøger, og når vi bliver rigtigt kække, etnografiske beskrivelser af vores ophold i spændende og eksotiske spilverdeners kulturer, snarere end indehavere af såkaldte kvalificerede holdninger.

 

På rejse med controller og savegame…

Vi har helt fra begyndelsen af sidens tilblivelse talt om at indføre gaming-dagbøger, som en alternativ måde, at kommunikere med vores læsere på. I stedet for at forestille os hvilke spiloplevelser i kan have, så er det en måde hvorpå, vi kan dele vores egne rejseoplevelser med jer. Et eksempel på en sådan dagbogsberetning, dog med skønlitterære træk, er mine Fredagstanker fra d. 2. september med titlen “Fear & Loathing i Mojave-ørkenen”. Jobbe laver ugentligt sit “Rejsen går til…” indlæg, der bærer en række af samme træk, og nu er Dennis begyndt, at holde dagbog over sin Madden 2012 oplevelse i form af sit mandagsindlæg “Monday Night Madden”, der i øvrigt også lugter lidt af Fantasy Football-genren, hvor selve spillets mekanisme bevæger fortællingen fremad.

 

De store fortællinger om spiloplevelserne har altid været spilanmeldernes opgave og privilegium, men internettet har demokratiseret og forfladiget dette fortællerhierarki. Youtubes mange Gameplay Commentaries, Let’s Plays og Playthroughs er udtryk for, at spillerne griber til den rest af autoritet, som holdningsindehavere, som vi alle besidder, navnlig vores egne spiloplevelser, og at mene noget om dem. Vi kender alle det, at spørge en ven til råds om spil eller blot at høre hvad denne synes om et bestemt spil, som man enten selv elsker, hader eller overvejer at købe. Vi er udmærket klar over dennes manglende ekspertstatus, men deres personlige holdning betyder noget særligt, som vi kan forholde os til. Nu bliver disse blot formidlet ud til tusindvis og titusindvis af mennesker, der underholdes af den fjerne version af at sidde i sofaen hos vores kammerat som passager i spiloplevelsen, og suge det til os, som bliver formidlet igennem spillerens spilstil og reaktioner.

 

Hvorfor er “spileksperter” så sådan et stort problem? Det er de bestemt heller ikke! Det er da fedt, at læserne kan få del i indsigt fra spilindustrien, spils udvikling og spilseriers historie. Såkaldte eksperter er især værdifulde, når man ikke selv har indsigt i et område, og ikke har tid til at nærstudere det. Det sagt, så må vi ikke glemme, at “spileksperters” rolle ikke handler om at besidde en særlig viden, men derimod at tage stilling til det, som hvad de vurderer kan være vigtigt for spilleren, at sætte sig ind i, og forsøge at omdanne det kvalitative, den særligt private oplevelse, til det kvantitative, dvs. genkendelige beskrivelser og tal.

 

Løgne, forbandede løgne og statistik

Den britiske 1800-tals politiker Benjamin Disreali skulle ifølge forfatteren Mark Twain have sagt, at der findes tre slags løgne. Løgne, forbandede løgne og statistik. Tallenes magt er ligeså misvisende som ordenes, og måske endda i endnu højere grad. Når vi kigger på spilanmeldelser, er en af de steder, som vores øjne leder i ofte det pointsystem, der skal indkapsle spillets kvalitet i form af en numerisk værdi. Noget af det, som vi har gjort på siden, er at give vores anmeldelser underposter, der skal give spilleren et indtryk af spillets grafiske udtryk, lydsiden, dets gameplay, nytænkning og levetid for sig, men de er selvfølgelig på den ene side udtryk for anmelderens personlige indtryk, og på den anden side indlejret i en kontekst af forventninger. Hvis man anmelder en triple A FPS-titel, der ikke helt lever op til standarden af hvad man som gamer forventer af grafikken, så er det ikke sikkert, at bedømmelsens karakter klinger med strategispillet, der ikke skal leve op til samme forventninger, men til gengæld er ganske flot til trods for det. Balancelinen mellem påståede objektive kriterier, så som ynde, og forventninger til spil i ly af deres genre og den serie de kommer fra er ustabil og ofte tilsløret, og selvom at tal ofte får en særlig status, som sandhedsbærere, så skal vi altid huske, at nogen har fastlagt deres værdi, og at denne nogen, eller en anden har stået for at vurdere hvorledes de skal repræsentere en spiloplevelse.

 

I vores anmeldelser, er det muligt for læserne at se, hvorledes vi adskiller og forholder os til de enkelte delelementer, men spillets samlede bedømmelse er ofte det, som man som læser går efter, når vi vurderer om et spil er vores sparepenge værd. Vi har også en helt naturlig tendens til enten at gå efter spil med høje scorer, eller hvis vi simpelthen nægter at tro på, at de ventede titler fortjener en så sløj point-værdi, så diskrediterer vi hellere anmelderen eller spilsitet. Men ofte overser vi, og anmelderen forpasser chancen for at vise os, at tal ikke er oplevelsen. Vi kender nok mange spil, som har været fantastisk underholdende at spille, eller andre som på trods af nogle markante fejl stadig har formået, at give os noget med på vejen, og det er selvom, at disse titler måske ikke ligefrem fik blændende anmeldelser. Derfor vil jeg gerne opfordre læseren til at medregne et sjette bedømmelseskriterium, når man læser vores spilanmeldelser – ‘evne til at underholde lige netop mig’. Nogle spils evne til at tale til lige præcis dig, er svært at sætte en finger på, og når anmelderne forsøger at opgøre spil i objektive kriterier, så skriver de ofte om spillenes evne til at tilpasse sig eller fornye massens forventninger, snarere end deres evne til at underholde lige netop dig. Massen har aldrig været en person, og den bliver ofte fremstillet som den, der eksemplificerer dig. Men massen er et ekstremt overfladisk indtryk af dig, og de spilmedier der fortæller dig om det indtryk, er bedre til at give dig et indtryk af hvem du kan blive til, end hvem du er som spiller.

 

Min favoritrapper El-P sagde engang, at “when sales control stats, I place no faith in the majority”, og det er ord jeg lever efter. Popularitet er ikke en årsag, men en konsekvens, og du er ikke et udtryk baseret på massen, men massen er derimod et udtryk baseret på dig. Spiloplevelsen har dig og kun dig i centrum, og spilanmeldelser forsøger først og fremmest, at give udtryk for et generelt indtryk af spillet, som kan præge flest mulige holdninger. Det kan være værdifuldt for dig, at sætte dig ind i særlige kendsgerninger og anmelderens holdning, men du bør ikke lade dig narre af at anmeldelsen som genre giver udtryk for at være andet end holdninger og perspektiver. Det kan nemlig ikke lade sig gøre, at skrive fra et positionsløst sted.

 

Tak for denne gang, og god weekend!