Efter sidste uges korte pause, er redaktør Bent Hemmingsen tilbage med sine Fredagstanker. I denne uge hylder han den computerspillende kæreste, som ikke er bange for mærkaterne, men blot glæder sig over samværet og de fantastiske verdener. Vi følger Jobbes afsked med drengerøvs-privilegiet, gaming, og tager en rejse igennem en gamers oplevelser som kæreste til en glad kvindelig gamer.

 

Min kæreste er ikke nogen nørd, men hun er derimod kæreste med en nørd. Hun viser stræber-tendenser, hun befinder sig fra tid til anden flere timer ad gangen på Facebook og MSN, og så har hun en særdeles stor passion for dokumentarer om mad, dyr og rejser til uspolerede samfund. Jeg selv derimod, er alle mulige former for nørd, herunder: musik-nørd, gamer, bogorm, computer geek, madkender, akademiker, ølentusiast og japanofil for at nævne en række af disse træk og tendenser. Sådan er min kæreste derimod ikke. Hun er smuk, sjov, kvik, og så elsker hun at tilbringe tid sammen med mig. Faktisk så meget, at hun fra tid til anden gerne trodser sine instinkter og gerne sætter sig ned i mit selskab og hygger med, når jeg sidder og spiller Horde mode i Gears of War eller rejser rundt i Fallout: New Vegas. Engang imellem sker der noget på skærmen, som enten forbløffer, forskrækker eller morer hende, og jeg bliver derefter prompte mødt med det tilsvarende ansigtsudtryk. Men hun er meget mere end en augmentering af situationen. Hun er ofte også min kompagnon i selve spillet.

 

Vores fælles entré som et kærestepar, der gamer

Da vi lige havde fundet sammen var det som et led i vores tidlige studietid, og kort derefter skulle hun tilbringe et år i Osaka på et universitet. Da hendes Japan-rejse var ved at være ved vejs ende, var vi ikke alene stadig sammen, men vi havde også besluttet os for at jeg skulle hente hende derovre. Denne rejse blev kvitteret med en serie hedonistisk ædegilder på en måde, som kun elskere og kendere af japansk mad kan kaste sig ud i med frygt for at man ikke når rundt om alle retter, inden man atter skal hjem til de kedelige københavnske japansk-inspirerede spisesteder, der i sandhed udgør en hån overfor solens riges mægtige køkkener. Derudover fik jeg også købt mig en japansk Wii, som endnu ikke rigtigt var kommet på markedet i Danmark endnu, og som bestemt ikke var blevet den moderne families tv-pejs, som den er blevet til i dag. Den blev allerede sluttet til da vi sad på Ryôkan-værelset godt nedkølet af air condition, der holdte de 40 graders varme i skak, og aftenerne gik med at spille WarioWare: Smooth Moves, Mario Party 8, Donkey Kong: Barrel Blast og andet, og det var til lige stor fornøjelse for både min kæreste og jeg.

 

Et par måneder senere hjemme i Danmark boede vi nu sammen i en lille Nørrebro-lejlighed, hvor vi ikke havde meget plads, men derimod en fast station til TV, Wii og PS2, og her var det ikke kun den casual gamer-venlige Wii, som fik opmærksomhed og kærlighed, men også f.eks. spil i Tony Hawk-serien, Katamari Damacy og X-Men Legends, som vi gennemførte. Når jeg sad og spillede Fallout 3, så rockede hun med til Roy Browns ørehænger “Butcher Pete pt. 1″, og “He keeps hacking, and wacking, and smacking…” blev til “Rockin’, and rockin’, and rocking’” når hun tøffede rundt i lejligheden for sig selv og nød godt af en af de få ‘ohrworme’, som tyskere kalder dem, som rent faktisk er behagelige at have sit sind hjemsøgt af. Hun var også begejstret for “fyrværkeriet” i baggrunden af Geometry Wars’ dynamiske lysnet, når man zapper de fjendtlige geometriske figurer ud af eksistens. Det blev i øvrigt en titel som vi sammen vendte tilbage til i form af Geometry Wars 2, hvor der er mulighed for co-op, efter at Xbox 360′en også fandt sin vej til det lille hjem.

 

At handle ind til kæreste-gaming

Siden har det næsten altid været en del af min spil-indkøbsliste, at sørge for at der var noget, som jeg kunne spille med hende, når jeg ellers fyldte op med intense Shooters og langvarige RPG-eventyr, som hun derimod ikke kunne sætte sig ind i. Det er blevet til nogle til tider underholdene og ellers ikke titler, så som The Simpsons, LEGO Indiana Jones og Beautiful Katamari. Efter Wii’en led sin sorgfulde død, så var det slut med en række klassikere, som vi kunne spille side om side eller sammen, herunder Dr. Mario, Wii Sports, The Legend of Zelda: Twillight Princess, Zack & Wiki osv., og vi måtte finde spil, som var tilsvarende underholdende på Xboxen. Denne platform vrimler dog ikke med titler, som er ligeså tilgængelige og samtidig har holdbarhed til kombinationen af en hardcore og en casual gamer. Det har bl.a. betydet, at min kæreste har måtte uppe sit game, så at sige, og kaste sig ud i at blive bedre til at bruge controlleren og spille spil selv på eget initiativ. Det har bl.a. betydet at hun har måtte udfolde sig som gamer først i spil som Prince of Persia, hvor det med snildt pædagogisk tække håndteres således, at spilleren aldrig dør. Dernæst gik hun i kødet på Fable III, hvilket hun for nyligt fik gennemført. Hun havde mange af de samme anklager til spillet, som jeg har haft, men har også moret sig over en del af spillets lidt mere gakkede sider.

 

Hun har helt for nyligt taget skridtet op en tand yderligere, ved ikke bare at indvilje i at teste RAGE’s co-op mode, Legends of the Wasteland med mig, hun foreslog det selv. Jeg måtte holde grinene klemt tilbage, da jeg efter gennemførelsen af første mission kiggede over på hende, siddende med håret i vildrede og panden fugtig med antydninger af sved. Hendes øjne var spilede helt op, og nu hvor det er en indforståethed, at vi har en tendens til at referere til hinanden som katte, så slog det mig, hvor glimrende sammenligningen var, da hun lignede en kat i panik. Stakåndet og småstresset over RAGE’s hæsblæsende tempo sad hun der, og drejede hovedet imod mit blik, og sendte mig et af sine egne, der sagde alt for meget til at jeg kunne undlade at smile af hende. Men adrenalin-suset skræmte hende ikke væk, tværtimod, og selvom at det tog hende tid både at skifte fra pistol til assault rifle, og fra denne til shotgun, og finde ud af hvordan de fungerede i praksis, så hang hun ved. Hun var hooked på en intens co-op oplevelse med sin kæreste, der i hvert fald i ca. 10-12 min. ad gangen var liv eller død og satte hjerterytmen i gallop. Som stolt kæreste tager man sig ikke af, at man bærer oplevelsen med betydeligt meget mere erfaring, evne og kølighed, for ikke alene bliver hun hele tiden bedre, hun er med. En kompagnon, som gerne sætter sig ved ens side og griber controlleren, både fordi hun synes det er skægt, men også fordi hun sætter pris på vores tid sammen.

 

Læs også: ‘Rejsen går til: Drengeklubben 1.0′

 

Vi er flere gange vendt tilbage til ødemarken, og vi har for nyligt også forsøgt os med Magic 2012, der dog er lidt af en mundfuld, og så sent som i dag, en gæv omgang Castle Crashers, der bare synes at være lavet til lige netop dette – at sidde sammen og give den fuld kontrabas i to(eller flere)somhed. En af de vildeste spiloplevelser, som jeg har haft med hende, var da min kære bror havde foræret mig Super Smash Bros Brawl til Wii i julegave, og at vi så satte os for at gennemføre platformer kampagnen i co-op. Vi nåede helt frem til slutbossen, der næsten skulle blive vores død, og med time efter time af gradvist opbyggende frustration og træthed, måtte vi endelig give op og styrte omkuld i sengen. Næste formiddag stod vi op, og der var ingen tvivl fra hverken min eller hendes side om at der hang en ufuldbyrdet opgave i luften. Tabuu, det fæle, feje energivæsen! Han måtte ned med nakken, og det som natten før havde taget os mange, mange timer, at frustrere os selv ud et rage-/exhaustquit, tog os 15-20 min. at ordne med friske hoveder og klare sind. Endnu engang var jeg glad for at have hende ved min side.

 

Vi begynder så småt at nærme os julen, og hun har forslået, at vi giver hinanden en Kinect i julegave, bl.a. fordi hun stadig er hooked på motion controller-spil, og at der kommer en stribe yoga- og fitnessspil til Kinect, som passer hende vældig fint. Det var i øvrigt også hende, der en dag kom hjem med Portal 2, fordi hun havde hørt mig tale om spillet, som et spil, der egnene sig til co-op. Når man nu har sine faser, hvor controlleren ofte sidder limet til fingre og håndflader, så er det rart, at have en kæreste med så meget åbenhed og eventyrlyst, at hun ikke frastødes, men i stedet træder ind i denne verden og kigger sig omkring nysgerrigt. Derfor fortjener hun denne uges ca. 1600 ord, og en særdeles stor hyldest. Har i læsere selv en kæreste, der også sætter sig med ned foran det moderne stuealter, og ikke er knapsky. Så giv hende en salut! For ligesom min medredaktør Jobbe gjorde os opmærksom på igår, så er tiden inde til at rykke en balle i sofaen, sådan så der er plads til det forsømte køn. Ikke horen, ikke stripperen, ikke den storbarmede skolepige, der klæder sig upassende i forhold til de skydeeventyr og zombie-slashes hun begiver sig ud i, og bestemt ikke den kække strigle, som selv er ude på at overtage verden. Nej! En salut til kæresten, der sætter sig ubesværet i sofaen med controlleren, og ikke er sky for at leve sig ind i fantasiens verden, som vi drenge så ofte har gjort det. Hun udfordrer de gamle normer, de herskende stereotyper og placerer sig midt i tidens ånd. Bravo!