Sonys officielle PlayStation blog kunne i dag vise indpakningen til PS Vita, samt fortælle lidt om hvilke præ-installerede applikationer maskinen vil indeholde fra start. Selvom vi først kommer til at se Vita her i landet når kalenderen skriver 2012, er vi selvfølgelige nysgerrige efter at se om Vita’en kan blive alt det som PSP’en aldrig formåede.

 

Således kommer indpakningen til at tage sig ud, og man kan fornemme ikonerne til de applikationer som Sony har sørget for at installere til dig fra fødslen. De ti apps/funktioner er:

 

Welcome Park

 

Her er muligheden for at få en generel introduktion til Vita og dens funktioner. I stedet for en “gammeldags” tutorial skriver Sony at man kan lære om maskinen gennem en række mini-spil. Umiddelbart anderledes og en god idé da man satser på at ramme brugere helt ned til 3 år med Vita.

 

 

 

Party

 

Vita’ens chat applikation, hvor man kan enten skrive eller tale med op til 8 personer på én gang. Det er herfra at man kan arrangere diverse multiplayer spil eller deltage i eksisterende. Det er også muligt at chatte med venner selvom I ikke spiller det samme spil samtidig. Cross-chat gaming har længe været efterspurgt.

 

 

PSN Store

 

Ejer du i forvejen en PlayStation 3 ville dette være mere end velkendt for dig. I Vita udgaven kan man på PSN Store downloade nye spil, trailere, nyt DLC til spil man ejer i forvejen samt nye applikationer til maskinen.

 

 

 

Group Messaging

 

Denne applikation giver dig mulighed for at kontakte dine venner på PlayStation Network. Du kan sende dem statusopdateringer, eller dele et billede med dem. Det vil være muligt at sende beskeder til de venner man har på både PS Vita og PS3.

 

 

Photos

 

Denne er næsten selvforklarende. Tag et billede og gem det på maskinen. Der er selvfølgelig også en photo viewer applikation, der fungerer som Vita’ens fotoalbum.

 

 

 

Near

 

Denne applikation kan bruges til at finde Vita gamere i nærheden af dig selv, som du ikke i forvejen er PSN venner med. Det kan både være til finde makkere til co-op i et spil, eller selvfølgelig til en rask gang FIFA. Spillere vil kunne se hinandens spil-bibliotek, antal trophies og der vil også være mulighed for at overføre nyt data i form af f. eks. baner til Little Big Planet mellem to Vita maskiner.

 

 

Trophies

 

Hvilket bringer os videre til applikationen hvor du kan følge med i din jagt på trofæer. Vita spil understøtter naturligvis også indsamling af trofæer og med denne app, kan du se hvor mange du har optjent både til Vita og PS3. Du kan også følge med i din vennelistes trofæjagt.

 

 

Music

 

Vita kommer også med en musikafspiller. Det er muligt at overføre musik fra enten din computer eller fra din PS3. Om det bliver lige så smertefrit som f. eks. iTunes skal blive spændende at se.

 

 

 

Friends

 

Ved hjælp af vennelisten har du mulighed for i real-time at følge med i hvad dine venner på PS Network spiller. Du kan se hvad de har spillet for nylig, hvilket spil I eventuelt skulle have spillet sammen samt mulighed for at hoppe ind i og deltage i et spil, som de har gang i.

 

 

 

Internet

 

Slutteligt har vi den indbyggede browser, hvor man kan bruge den 5 tommer store skærm til at hoppe på internettet. Enten via 3G eller Wi-fi. En naturlig funktion, men ikke mindst en rigtig god idé.

 

 

Læs også “Julen kommer tidligt til Japan i år”.