I denne udgave af Fredagstanker sætter Bent Hemmingsen fokus på co-op i spil. Denne funktion bliver mere og mere populær, og nogle af de største spiloplevelser i nyere tid ledsages af muligheden for at stå side om side med en makker undervejs. Co-op er bestemt ikke nogen ny opfindelse, og man kan gå tilbage til Shoot’em Up, Beat’em Up og Birds Eye View Shooters helt tilbage i 80′erne, hvor man kan finde store klassikere, der stadig huskes i et positivt lys den dag i dag. Men hvad er det som er så fedt ved at spille co-op, og hvorfor er det først de sidste 5 år, at vi har set et decideret boom i co-op indenfor de helt store titler?

 

Netop i disse dage har jeg skudt mig igennem læssevis af Locust og Lambents for at redde Sera i den snarligt kommende titel Gears of War 3 (anmeldelse følger i weekenden), og det har givet mig rig anledning til at erindre mine tidligere oplevelser med de to første titler i serien. Gears of War kampagnerne er action-prægede og cutscene-tunge, netop fordi der er en lang og episk historie, som skal formidles. Spillene er dog også dystopiske krydret med en strid monotoni af skydedrama. Spilkaraktererne er dog snaksagelige og de gør sit til at løfte de lidt trykkede stemninger. Dette er dog intet i forhold til hvis man inviterer sin kammerat med til en gang splitscreen eller XBL co-op. Det glimrende samspil mellem GoW’s Marcus og Dom accentueres af at de også skal, undskyld sproget, redde hinandens røv, når den hænger i vandskorpen. Dette er co-op! Ikke at spille sammen og at konkurrere, men derimod at spille sammen mod et fælles mål, hvor man har en oprigtig interesse i hinandens overlevelse.

 

Et andet spil, som jeg har haft lejlighed til at trække ned fra hylden over de sidste par uger er Resident Evil 5, som på trods af sin lemfældige omgang med spil-seriens gameplay dogmer faktisk blev kendt som et virkelig fantastisk co-op spil. Når horder af infected væltede ud af alle ind-, udgange eller huller, så var det nu rart, at man kunne stole på, at Chris eller Sheva (alt efter hvem man har styringen over) var klar til at bære udstyr, supplere til ammunitions-beholdningen, dække hinandens ryg ved at holde modstanderen beskæftiget med skud, gribe hinanden i fald, hele, genoplive og andre gerninger, der understregede overskudet til og behovet for den anden.

 

Mine absolut bedste oplevelser i Call of Duty: Modern Warfare 2 er ej heller hverken single player kampagnen eller multiplayer game modes, men derimod de mange Spec Ops missioner, som kan være åh så tilfredsstillende, at dominere i, men ligeledes rødglødende-ansigt-frustrerende at sidde fast i. Men det allerbedste ved Spec Ops fra MW2 er at der er så mange forskellige typer af spilstile, der breder sig over udvalget af baner, og nogle gange kombineret. Man kan selvfølgelig run’n gunne sig igennem horder af brasilienske guerilla-soldater, men der er også mulighed for at tage tingene i et koordineret og taktisk tempo. Der er også deciderede stealth-missioner, sniper-missioner og en kombination af fodsoldat og support-missioner. Volumen af forskellige typer modes, hvori man kan udforske den kontrollerede kaos gøres langt mere fremragende af at man kan samarbejde, lægge taktik, kommunikere og redde hinanden. Det er noget man kan i spil, som nok ikke ville være hensigtsmæssigt ude i den store, virkelige verden. Altså, at befinde sig i faretruende situationer, hvor døden banker på døren, og så alligevel at sætte den andens liv over egen sikkerhed.

 

Fra Guldalderens co-op

Spil som Final Fight, Double Dragon og Bad Dudes vs. Dragon Ninja var klassiske Beat’em Up co-op spil, hvor man arbejdede sammen om at tæske sig igennem horder af modstandere. Det var sjældent, at man ydede nogen direkte hjælp til sin makker, men bare det at han var der til at tæske løs på fjenderne, var et moralsk boost. Et andet fantastisk Beat’em Up spil, der i stedet bevægede sig indenfor Fantasy-genren var Golden Axe, og indenfor sci-fi-rammerne finder vi spil som Teenage Mutant Ninja Turtle arcade titlen Turtles in Time hvor man kunne spille 4-player, og som siden er udkommet i en buffed up version på XBL. På trods af at Golden Axe kunne gennemføres på et kvarter havde det en enorm gameplay-mæssig dybde med en rig vifte af kamp-manøvrer og magi, og så kunne man tæske hinanden uden livstab til dril og frustration alt efter om dette blev gjort med fuldt overlæg eller ej. Lige netop denne spilgenre var ideel til co-op, fordi det blot handlede om at stå skulder til skulder med sin kamerat i spillehallen eller side om side i sofaen derhjemme. Der var sjældent mange valg som skulle foretages, og rent teknisk kan det ikke have krævet så meget mere hverken af maskinen eller programmøren.

 

I Shoot’em Up genren var der ligeledes mange co-op spil, f.eks. Ikari Warriors-spillene, hvor man spillede to kommando-soldater, der kæmpede sig igennem horder af fjender. Men de vertikale scrollers så som 1942 og spil a la Kingdom Grandpix fyldte også meget i spillehallerne, og her var man tit næsten som i bedste Arkanoid-stil nødsaget til at forsøge at pentrære de overvældende horder af flyvende fjender, der sammen med fjendens kugler og missiler gradvist fyldte mere og mere af skærmen. Man måtte derfor organisere sin plads på skærmen med makkeren og dele powerups, sådan så man bedst stod en chance imod overmagten.

 

 

En af mine absolut yndlings co-op spil, som stadig er sjovt i dag er Bubble Bobble (personligt har jeg altid udtalt det ’Bubble Bubble’, og når andre prøver at rette det til ‘buble boble’ med tyk dansk fonetik, så griber jeg min høtyv og fakkel). Dette spil var både konkurrence-præget, men i så sandelig også orienteret omkring samarbejde. I starten kunne man godt snuppe bogstaver og bonusser foran snuden af medspilleren, alt imens denne kæmpede hårdt imod de forskellige fjender, men senere i spillet var man nødt til at arbejde sammen. Princippet med at man ikke var udstyret med et våben, men at man var en grøn og en turkis boble-blæsende lille drage, der skulle bruge sine bobler til at fange modstanderen, svæve, eller samle vand til at skylde modstanderen ud af banen var ganske enkelt underfundigt og genialt.

 

Løb tiden fra klassisk co-op?

Både teknik og tiden prægede og begrænsede de klassiske co-op spil. Man kunne ikke gemme sit spil og tit var der heller ikke megen dybde i dem. De skulle kunne spilles med en kammerat og gennemføres samme dag, for næste gang man satte sig ned for at spille spillet var alle tidligere bedrifter forsvundet. Da de populære spiltitler begyndte at få mere gameplay-mæssig tyngde, mere og længere historie og ofte en masse RPG-elementer, forsvandt co-op stille og roligt ud af spillene. Derudover så blev den tungere og bedre grafik også en hindring for maskinen, der skulle rendere to perspektiver, og når første og tredje person perspektiverne blev mere prominente og individuel bevægelsesfrihed vigtigere, så var det uden tvivl sværere, rent teknisk at få spillet til at køre smukt i hvert fald i splitscreen samtidig. Det er nok et par grunde til at FPS og TPS spil i første omgang blev til multiplayer i stedet for co-op, eller meget oftere singleplayer titler.

 

 

 

I RPG-mindede titler  var og er konsekvens-valg hindrende for forgrenende historier, og man kan se, at man i spil som det fornyligt udkommede Dead Island har bygget historien op om missioner på en måde, så spillere, der befinder sig på forskellige steder i fortællingen sagtens kan følges ad op til 4 spillere i co-op. Historier og nye items eksisterer separat hos hver enkelt spiller, så man ikke snupper ting foran hinanden, eller foretager valg på andres vegne. Missionerne er derfor kumulative i forhold til indsamling af XP, men ikke i forhold til konsekvenser. Spil som Gears of War og Left 4 Dead er også velfungerende som co-op spil fordi man ikke hver især foretager omsiggribende beslutninger, men kun mikro-valg så som hvilke våben man vil bære og hvem som går hvor i de sekvenser, hvor man i GoW deles op. Fable 2 og 3 har lidt mere åbenhed og konsekvens, men rent historie-mæssigt finder disse beslutninger kun sted i denne ene spillers univers, hvilket kan være lidt utilfredsstillende for den anden spiller. Store co-op titler så som GoW, Dead Island og Portal har derfor en stærk tendens til at være ekstremt linære, selvom når de indeholder åbenhed og sandbox, hvorimod konsekvensvalgsfyldte spil så som Deus Ex: Human Revolution, Elder Scrolls-spillene og Fallout-serien måske og desværre er og bliver for komplekse til at man vil kunne integrere en velfungerende co-op. Dette er i hvert fald visse spiludvikleres officielle holdning. Desværre…

 

De fælles spiloplevelser kunne sagtens være flere

Det er dog en skam, for selv om at co-op mode ofte også betyder, at spillene er langt sjovere med en kammerat, og derfor ikke ligeså tiltalende når man spiller dem alene, så er co-op oplevelser ofte uden paralleler. Hvor spil som Resident Evil 5 og Kane & Lynch-spillene er i nogle henseender sløje og præget af kluntet gameplay, så er de cool som bare fanden, at spille i co-op. Der findes også en serie af spil, som man snildt kunne forestille sig ville fungere fint med en kammerat, uden at det ville påvirke spillet betydeligt, og her tænker jeg f.eks. på Final Fantasy XIII. Det kunne måske endda have reddet det alt for linære gameplay. Jo jo.. open world elementet som alle FF spil slutter med ville måske være svært at lave, men så kunne man lave det drop-in/drop-out og enten Fable- eller Dead Island-agtig open world gameplay, og alt det linære som i GoW. Dette kunne i min mening redde serien, og skulle det ske, så husk lige at nævne mit navn til Square-Enix i forbindelse med noget plads til credits.

 

Ugens Fredagstanker er ikke særligt store, dybsindige eller konkrete, men de er inspireret af at have spillet en masse co-op for nyligt, såvel som lige at have testet GoW3, der er orienteret omkring co-op. Dette er inkusiv den nye version af Horde mode og den nye tilføjelse af Beast Mode. Samarbejde i spil er ligesom samarbejde i sport, hamrende tilfredsstillende, når det er gjort godt. Med den nye bølge af co-op spil, er man langt mere afhængige af hinandens engagement i samarbejdet. Når man til gengæld oplever gode makkere og holdkammerater, så booster det spiloplevelsen og man kan i intense situationer have fornemmelsen af at det hele flyder smukt og problemfrit.

 

Men jeg må afrunde, inden fredagen rinder ud. Uden den store konklusion, og nærmest på lidt rant-agtig vis har jeg her vist min kærlighed til co-op spil. Jeg vil gerne opfordre jer, kære læsere, til at skrive i kommentar-feltet og fortælle om jeres favorit co-op spil, nye og gamle, og måske dele en god co-op oplevelse med SLM_gamerne.

 

Indtil næste gang!