Redaktør Bent Hemmingsen tager læseren på en tur igennem Fallout: New Vegas’ Mojave-ørken med en fan fiction-fortælling om en gonzo-antropolog, der rapporterer om sine oplevelser. Disse bliver flettet ind i en gennemgang af gode og dårlige personlige oplevelser med spillets mekanismer og mange, mange timers udforskning.
For lidt over et halvt år siden modtog jeg Fallout: New Vegas i gave til min store iver og begejstring. Jeg havde banket over 100 timer af på Fallout 3, og var savnede mere af samme skuffe, for ikke at sige mere udforskning af Fallout-universets fallerede ruiner og let beboede områder. De mange historier og de mange fortællinger, som man stødte på undervejs, imens man færdede de sammensømmede skosåler tynde igen og igen, lokkede mig videre ud igennem Washington D. C.’s søndersmadrede landskab, og at der var så ufatteligt mange ting, som man kunne samle op, hamre sammen, handle med og klunse rundt med, behagede mig i særdeleshed. Jeg lærte at vende mig til de endnu ikke dyriske Ghouls udseende, og jeg fandt med tiden måder, at pille Super Mutanterne fra hinanden på i kamp. Men bedst af alt, så nød jeg 3 Dogs mange henvisninger til mine gerninger, hans charme og kække bemærkninger, for slet ikke at glemme alle de mange ørehængere, som sad i mit hoved mange måneder efter.
Mine rejser til ‘the Mohave’
Hvordan ville F:NV leve op til denne ny-klassikers overflødighedshorn af glimrende fortællinger, blev hurtigt spørgsmålet, som jeg gang på gang måtte konfrontere mig selv med. Min begyndelse som spillets hovedperson gik i snøvletrin, og det tog mig en del tid, at komme igang med noget, som kunne minde om en interessant historie. Derfor lagde jeg også spillet fra mig igen i lang tid, uimponeret af Mr. New Vegas som min nye kompagnon, og uden rigtigt, at have fundet charmen ved alle de mange bander og faktioner, der huserede Mojave-ørkenens flader. Først for ganske nyligt besluttede jeg mig for endnu engang, at tage tilbage til den gamle gambling-hovedstad, der bærer sloganet: “What happens in Vegas, stays in Vegas.” Måske var det derfor, at jeg ikke var blevet. Der var ikke rigtigt sket noget.
Men alt dette skulle dog hurtigt ændre sig. Jeg blev budt velkommen af New Vegas Strips mange små fortællinger, og endnu bedre, de som foregik ude omkring Freeside. Derfra blev jeg hurtigt ledt rundt omkring på kortet, og monotonien i de lange rejser, blev erstattet med rejse-kompagnoner og et flerfoldet væld af New Vegas’ kulturer. Jeg har joinet Followers of the Apocalypse, og et eller andet sted, tror jeg at jeg ville have gjort det samme, hvis jeg var den faktiske hovedperson, der rendte rundt inde i spillet. Den sociale sammensætning bygger godt nok på stereotyper, men den gør det på sin egen glimrende facon, som giver spilleren mange muligheder på vej mod det store opgør.
“Det første jeg smager når jeg vågner er en blanding af blod, tungesvamp og sand. Masser af sand. Det er sjovt nok også det sidste jeg smager, inden jeg falder til ro. Jeg tager mine 8-10 timers søvn ca. 1½ gang om ugen, og resten af tiden er jeg på farten. Der er steder efter steder af uudforskede lokaliteter. Hver især med deres egne skikke, deres egne kryb, projekter og belemringer om at jeg skal påtage mig deres opgaver. Åh… så mange opgaver. Mennesker, der har brug for min, eller en anden godtroende stakkels hjælp. Desperate mennesker. Udspekulerede og udnytteriske mennesker. Fortabte og fortumlede sjæle. Og så er der de håbefulde. De som enten ikke har fået knust deres pionérånd endnu, eller de som er forgabte i deres eget “glorværdige” vision. Alle udgør de den sociale økologi, der bærer fællesbetegnelsen ‘indbyggerne af Mojave-ørkenen’.”
Der er time efter timevis af timer, der kan bruges på at tage på quests, og det fede ved dette er, at man virkelig får en fornemmelse af de forskellige folkeslags agendaer. Samtidig får man også en stærk fornemmelse af hvorledes desperationen trives i bedste velgående, og at den midlertidige fred lever på ubestemt tid. Det knap så fede er måske, at flere quests kan have hent-og-bring karakter, som dog sjældent bliver så trættende, som det ses i visse andre spil (Ahem.. Fable III!).
Skrot, skrammel og en anden mands skatte!
Jeg er stærkt fornøjet over alle tilføjelserne til spillet. F.eks. er det fedt med en Hardcore-mode, hvor man i langt højere grad skal regne søvn, væskemangel, sult, skade til kropsdele osv. med i alle de overvejelser man foretager. Det fungerer også rigtigt godt, at ammunition nu også vejer, selvom det selvfølgelig kan være en smerte i ringmusklen, at skulle jonglere med alle de ting man bærer rundt på. På ønskeseddelen til et Fallout 4, er klart et bedre Item-system, hvor man nemmere kan rykke genstande hurtigt frem og tilbage til og fra kompagnoner eller beholdere. Det er også helt igennem glimrende med våben-modding, som tilføjer en ønsket dimension til våbensystemerne. Det så jeg gerne, at de udviklede i endnu højere grad, og måske integrerede reparation og vedligeholdelse. Endnu en særligt kærkommen feature er, at man rent faktisk kan bruge de mange ellers lidt tåbelige ting, som man samler op på sin vej over enten lejr-bål, på ammunitions-stationer eller værksteder. Det er en klar forbedring fra Fallout 3, at ting får mere betydning.
Men vi er dog ikke helt i mål endnu på den front. Først og fremmest, så ender man ofte med at bære på så mange faste genstande, at alle de ekstra smådimser og hverdagsgenstande, som man kan brygge sammen til nye og spændende items, bliver lagt i beholdere eller i kompagnonernes rejsetasker. Selvom at man ejer ingridienserne, er det ikke sikkert, at man har dem med sig. Man kunne i særdeleshed godt trænge til at komfurer kunne fungere på samme måde som lejrbåle, så man kunne stege den saftige Big Horner-bøf, som åbenbart kun vil steges midt ude i ørkenen over åben ild. Ydermere, så trænger et så item-rigt spil også til en bedre kryds-integration og -funktionalitet i med genstande. Det ville f.eks. give mening hvis man kunne bruge Duct Tape til at lappe tøj eller genstande med, at man kunne bruge Scrap Metal eller Metal Pot til at ordne den sønderskudte rustning osv. Hvor skægt kunne det ikke også være, hvis man kunne bruge Abraxo Cleaner til at shine sine våben op med eller til at vaske alle de Grimey og Dirty Business Suits eller Spring Wears som man finder. Fedt hvis man var den reneste fyr eller fyrinde i Mohave’en. Jeg ved i hvert fald, at hvis det var mig, som sad hos Obsidian Entertainment og Bethesda Softworks, så ville jeg nok lobbye hårdt for at man ikke kunne finde en genstand, som ikke havde et formål. Jeg kigger på dig, Financial Clipboard!
“Som udsending fra New California Republic University College ude på vestkysten, eller NCRUC, var det min fornemmeste opgave, at tage ud til områderne omkring New Vegas og integrere mig i lokallivet, ligesom at jeg før havde gjort det i Washington D.C. området. Jeg skulle nedfælde alle de små underfundige, trivielle og gruvækkende detaljer om livet i og omkring New Vegas. Jeg ville med min tilstedeværelse forsøge at falde til, som en del af lokallivet, og bedst som menneskene omkring mig begyndte at acceptere mig, ville jeg foretage mine antropologiske studier uden de vidste af det. Det skulle kun have været tre måneders feltarbejde, men mit møde med en ung kurér og hendes brogede flok af kompagnoner, skulle få en gennemgribende betydning for mit liv herefter. I stedet for at nedfælde og optage livet i “the Mojave”, data, som NCR ville kunne have brugt i deres militærstrategier, blev jeg optaget og opslugt af personen, der midt i ørkenens mystik, blot kendes under navnet “Kuréren”. Nu følger jeg hende og hendes følge, der planlægger at ændre verden. Sten efter sten vendes, og mennesker bliver sorteret med pistol-diplomati og charme. Jeg rapporterer ikke længere tilbage til NCRUC. Faktisk har jeg kun sporadisk kontakt med NCR, og kun når vi møder dem på vores færd. Jeg er blot en sandvasket, beskidt følger af Kuréren og jeg følger hendes ledende lys.”
Skydesystemet er blevet en smule bedre, og jeg er især blevet glad for energi-våben på en måde, som jeg bestemt ikke var det i Fallout 3. Måske handler det om, at Hardcore-mode har fået mig til at droppe tunge missiler og andre sværvægtere, eller også er der virkelig kommet skub i strålepistolerne. Jeg fandt også en ‘Alien Gun’ som jeg elsker, men samtidig er nervøs for at bruge, fordi ammunitionen er sparsom. Den er dog klar ved hoften, skulle en særlig strid modstander dukke op (Læs: Deathclaws).
Men i forhold til hvor meget tid, som man bruger på at befinde sig i skuddueller, så ender jeg dog ofte med at ty til V.A.T.S. Det er ganske enkelt nemmere, og er instant God-mode og Cheat-code rullet sammen i en fed cigar. Omvendt gør det også nogle af kampene lidt overflødige, men det er da stadig sjovt, at se Magnum-kugler flå hovederne helt af stakkels modstandere, når man rammer helt rent. Nogen ville måske mene, at den slags overkill er…. ja… overkill, at mindre også kunne gøre det, og at dette tangerer, alt den spilvold, som er så udskældt for tiden. Disse nogen ville nok have ret. Men som gammel Tom & Jerry-entusiast, så morer tegnefilms-lignende vold mig nu, så længe, at det forbliver på skærmen.
“Efter … jeg kan ikke engang huske hvor mange måneder igennem ørkenen, har jeg udviklet en permanent fornemmelse af tørst. Det er som om min mund ikke kan holde op med at være tør. Ligesom flere andre af Kurérens følgere, er jeg blevet afhængig af Jet og Mentats. Min tunge er næsten som sandpapir fordi det eneste væske vi finder rigeligt, er Sunset Sarsaparilla, og det gør kun tørsten værre. Faktisk er nogle af de andre begyndt, at sige om kortsigtede løsninger, at de er som at drikke Sarsaparilla i Mojave’en. Det vittige appel i talemåden mister dog sin charme, når der hverken er rent eller beskidt drikkevand i kilometers afstand. Jeg er dog begyndt at nyde fornemmelsen af en Laser Repeater mellem mine hænder. Jeg er blevet så god til at lægge Mulvarperotter og muterede Kæmpemyrer i graven, at vi nu har rigeligt med kød til lejrbålet. Jeg har aldrig været meget for insekter, men Mulvarperotterne får sådan en lækker grillet duft, når det fede kød syder over ilden. En ting, som jeg dog aldrig vender mig til, er de flyvende Cazador hvepse. Lige siden jeg nær mistede farvesynet fra en svær Cazador-forgiftning, har jeg holdt mig på lang afstand af de kræ. Kuréren derimod lægger dem en efter en med kurs mod støvet med hendes riffel. Hun er frygtløs, og hun vil ændre livet for alle i Mojaveén…”
Jeg har netop klokket lige over 60 timer ind i mit spil, hvor jeg stadig har en del vej endnu. Jeg kan klart godt se, at en del af charmen fra Fallout 3, er røget ud med badevandet. Til gengæld, er der kommet rigtigt meget godt ind i spillet, og jeg har allerede glemt mine utilfredsheder, selvom at jeg dog tit slukker for Mr. New Vegas, når jeg har hørt Dean Martins sungne linje “Ain’t that a kick in the head” for tyvende gang. Det havde også været passende, at han måske kom videre fra sin forbløffelse over, at jeg som den genkomne kurér er kommet tilbage på fødderne igen. Men til gengæld er Veronicas frydfulde kommentarer og Rex’ betydningsløse gøen nok til at få mig til at føle mig i glimrende selskab.
Jeg har tit taget den højpandede maske på i de tidligere Fredagstanker, og det vil jeg gerne blive ved med. Det er interessant og rart, at tænke store tanker over spil, spillere, spilkultur og spilindustrien. Det er dog også nogle gange rart, at fordybe sig i egne spiloplevelser, og dele dem med jer læsere. Så jeg håber på at i også tager pænt imod denne slags indlæg fremover. Tak fordi i læste mine Fredagstanker om min tur igennem den radioaktive ørken, også kaldet “the Mohave.”
