Tilbage i 1978 blev Edward W. Saids monumentale værk ‘Orientalism’ udgivet, og den indeholdte en sønderlemmende kritik af Vestens romantisering og karikerede billeder af Østens kulturer. Man havde en tendens til at forstærke forestillingen om Østen som et mystisk sted, hvor særligt fremmede skikke indgik i de kulturelle praksisser. Disse fordomme findes stadig ude i det daglige liv, men indenfor spilbranchen synes den igen, at have vundet indpas. SLM_gaming redaktør Bent Hemmingsen ser nærmere på nogle tendenser, som peger på en ny mystificering af Japan som spilproducerende land.

 

På det seneste har vi her på SLM_gaming kørt et underemne i flere af vores artikler, hvilket jeg var også inde på det i søndagens podcast, om den nye fremmedgørelse af Japan som spiludviklere, og til dels om Japans lukken sig om sig selv. F.eks. var jeg i går inde på Nintendos relanceringen af Wii, som en familie-rettet konsol, der i første omgang bliver markedsført som sådan i et Europa, hvor man i forvejen ikke ser mange af de mere esoteriske japanske spiltitler. Der er også den for nylige beslutning om at udfase Xbox-konsollen på det japanske spilmarked, hvor den anses for at være en mere nørdet maskine, ironisk nok, i kontrast til de japansk-udviklede konsol-platforme, der i langt højere grad byder på rollespil, side- og vertical-scrolling shooters, og ikke mindst tog- og fiske-simulatorer. Men ikke nok med at spilplatformene sælger og lanceres anderledes fra Japan til Vesten, men de spil som udvikles til de forskellige markeder er simpelthen ikke ens.

 

Gaming – fra nørderi til hvermands-hobby

At man håndterer markederne forskellige, giver nok mening fra et marketings-standpunkt, og det er svært, at være andet end indspist nørdesur over, at visse titler ikke når f.eks. det danske marked, når tallene simpelthen ikke understøtter, at der skal lægges mere fokus på alternative spiltitler til dette marked. Men har det altid været sådan? Hvis vi lægger Japan vs. Vesten-opstillingen på hylden for et øjeblik, så kan vi i stedet se på en anden dikotomi. Gamer vs. ikke-gamer. I gamle dage, fandtes der et væld af forskellige hjemmecomputere og spilkonsoller, og så var der selvfølgelig spilleautomaterne nede på grillen, der brystede sig af en noget bedre grafik, end de fleste gamers havde råd til derhjemme. Det var et lidt mere nørdet og afsides univers, som bestemt ikke fik meget tid på tv eller andre ikke-specialiserede medier. Mange spil var ikke så hamrende intuitive, og man skulle være vant til at tænke i joystick eller senere i keyboard+mus interfaces, for at man rigtigt kunne træde ind i spillets univers.

 

Senere fik man strømlinet hjemmecomputere fra Commodore, Amstrad, Sinclair, Atari, Apple, Piccoline og en række andre firmaer og standarder, der blev til Amiga, Atari, Mac og PC, og nu til Mac og PC, så computerverdenen blev mere tilgængelig. Og Nintendo fandt hurtigt formlen med rare og venlige spil så som Mario-serien, der ikke var mere nørdet, end at mor og far kunne forholde sig til at placere en NES inde i AV-skabet under fjernsynet, som junior kunne spille på et par timer inden aftensmaden, hvis ikke at solen skinnede udenfor. Nu om dage har alle mindst en computer derhjemme plus evt. en konsol og selvfølgelig en mobiltelefon, som kan spille et eller andet niveau af mobilspil. F.eks. har de hjemme hos min mor og to mindste søskene tre bærbare computere, en stationær PC, en 3-4 mobiler, en Wii og en Xbox 360, og alle kan spilles på. Min erfaring, som gammel lærervikar, er at dette rammer gennemsnittet for en dansk familie meget fint.

 

Vi er helt sikkert blevet tilvendet computerspil, men er det, at vi alle er blevet vant til mus, knapper, styrepinde og tastaturer det samme, som at vi alle er blevet gamers? Tjo.. til dels.. men på den anden side, slet ikke. Der er en væsentlig forskel på at være en person, som går op i at opsøge nye og obskure spil, at smide timer i tocifret antals spil efter enkelte spiltitler, og at gå op i sit hardware med henblik på at få bedre spiloplevelser, fra at være en person, der køber et produkt, f.eks. en PC, en Wii eller en mobiltelefon, og så at spille en eller anden populær spiltitel eller en præinstalleret spiltitel, som ikke kræver en regel stillingtagen på egen hånd. Fred være med det. Pointen er ikke ren gamer-elitarisme, og at nogle er bedre eller mere et eller andet end andre, men derimod at dette er centralt i den udvikling vi har set i hvilket fokus spilbranchen har haft de sidste 5-6 år. Hardcore gamers kalder det fordummelse af spil, men spiludviklere kalder det i stedet tilgængelighed. Og nu vender vi tilbage til Japan, fordi spilkulturen i Japan har en anderledes historie og er integreret i landets daglige praksis på en anden facon.

 

Lokalisme

Japan har altid været gode til at producere spiltitler med mange forskellige genrer, og de har en lang historie med genre-righed, som synes tabt på især de vestlige konsoller, der dominerer markedet. Deres spil er langt fra altid komplicerede og nørdede, og hvis man nogensinde har befundet sig i en japansk arcade-hal, f.eks. Taito Station, så vil man se mængden af forskellige Beat’em Up, Fighting, Shoot’em Up, Racer, Laser Shooters osv., som vi kender fra vores egne nærmest forsvundne spillehaller er suppleret med de danse-spil, musikinstrument-spil, og en masse andre, der i en eller anden form kunne spilles her, langt før de var tilgængelige hjemme i stuen i form af Dance Dance Revolution, Donkey Konga og med Nintendos Wiimote. Japanske udviklere har hele tiden skubbet grænsen for hvordan man interagerede med spillet, og det casual feel, som følger med den slags spil, er det som f.eks. Wii, PS Move og Kinect har haft variende succes med at trække på i Vesten.

 

Den anden side af det japanske spilmarked, er en loyalitet overfor hardcore gamers, og især før spil blev til kæmpe og dyre produktioner, udkom der store mængder af spil indenfor mere hardcore genrer, som vi aldrig så herhjemme. En spiltitel som vi dog kender fint er Street Fighter-serien. Men den rå mængde af Street Fighter II udgaver, der bød på tweaks, tilføjelser og updates, er gået det generelle vestlige spilmarked over hovedet. De få af de mere hardcore japanske titler, som kommer til Vesten, sælger som regel ikke overvældende, og det er kun de aller største titler, så som allerede nævnte Street Fighter, dertil Final Fantasy, Resident Evil og Metal Gear Solid, som for alvor trækker opmærksomhed midt i FPS-kolosserne Call of Dutys og Battlefields, såvel som f.eks. Assassin’s Creeds og Mass Effects marketingskampagner. Japans titler, der engang var de kraftigste lys, der skinnede fra de små skærme, er nu blevet reduceret til kun at være repræsenteret igennem deres mastodonter og mystificisme.

 

At vi nu ser, at det vestlige konsol-marked er selvtilfredsstillende, og at Japan beholder sin særegenhed for sig selv, imens det på den ene side prøver at tilpasse sine eksport-titler til Vesten og på den anden side forsøger at bortmane udenlandske spilindflydelser fra sin gaming-kultur. Det er som et immunssystem, der reagerer overfor en ubuden viral gæst, og som slutter sig om sig selv. Noget som Japan-kenderen kender ganske vel fra sine historie-lektioner.

 

Sakoku og orientalisme

I 1603 begyndte Edo-perioden som konklusionen af et blodigt slag imellem forskellige krigsherrer. Denne periode indvarslede bl.a. en tid, hvor Japan lukkede sine landegrænser for handel med, indrejse og udrejse til så godt som alle lande i verden. Denne periode hed noget så simpelt som ‘Sakoku’ (鎖国), eller lukket land, og varede fra ca. 1633 og over 200 år frem. Dette endte, da den amerikanske Commodore Perry ankom til landet i 1853 gav Japan et ultimatum, der endte med højst ufordelagtige handelsaftaler, der ligesom WW2 efterkrigs-traktaterne stadig i et eller andet omfang plager Japans internationale status.

 

Vi ser igen Japan lukke sig om sig selv, denne gang om sin egen spilkultur, der ikke vil smittes med de nye vestlige spilstandarder, som er forsimplende og på mange måder imperialistiske. Det sidste gælder især fordi der nu hersker en penge-styrer-alt supermagt krig, hvor spilbranchen ikke længere manifesterer sig i brugerens liv som udbyder af spil, men nu også services og dedikerede fancommunities. Man køber ikke længere spillet – man betaler løbende for services og social kontakt. Japan erkender, at det markedssegment, som fandtes i Vesten, ikke længere kan nås med de traditionelle midler, så som god gameplay, men i stedet for kræver marketingsanalyser og -kampagner med gigantiske budgetter. Det kræver, at man viger fra de formler, som man kender, og følger de formler, som de vestlige stormagter har vedtaget - nye konventioner.

 

Midt i dette spilkulturelle magtspil står forbrugeren, der ikke længere italesætter sig selv igennem sine valg, men foretager valg imellem det, som på forhånd er blevet skræddersyet og valgt til den. Det betyder, at kulturer og spilkulturer, nu trækker grænserne for hvilke spil, som er tilgængelige for os brugere op i højere grad end før. En gang imellem dukker der en mystisk og spændende ny titel op fra Japan, midt imellem alle de vestligt orienterede spilnyheder, som vi konstant bombarderes med, og vi står med en følelse af, f.eks. når vi oplever det nyskabende japanske spil, Cathrine, at Japan nu er et forunderligt og finurligt land, deromme på den anden side af kloden. Det som vi i disse år bevidner, er at Japan er i færd med at genindføre et gaming-Sakoku og at vi igen betragter dem, ikke som andre gamers, men som en orientalsk spilkultur, der er en smule bizar, om end lidt spændende. Men hvis vi køber denne form for orientalisme, og lader Japan lukke sig om sig selv, gør vi så ikke også vores egen spilkultur fattigere? Og risikerer Japan ikke at blive efterladt af Vestens buldrende spilteknologiske fremstød? I så fald ville sammenligningen med Sakoku være lige i øjet, for der endte Japan også med at åbne sig til en verden, som for længst havde overhælet dem teknologisk, samtidig med at Vesten så småt var ved at afmontere sit sentimentale kultursyn. Personligt håber jeg vi når at fange hinanden i farten, inden at dette sker.

 

Skriv gerne kommentarer og fortæl os hvad i synes om denne uges Fredagstanker.