Titel:	Minecraft
Udgivelsesdato:	09/05/2012
Udvikler:	Mojang / 4J-Studios
Dansk Udgiver:	Microsoft Studios
Platforme:	Xbox 360
Genre:	Action Adventure
Stil:	First Person, Sandbox
Spillere:	1-8
Modes:	1-4 lokalt2-8 multiplayer online
Online:	Ja. Co-op.
Anmeldt til:	Xbox 360
	+ Ekstremt tilgængeligt.+ Ganske atmosfærisk med få virkemidler.+ Stor mulighed for at præge sin egen spiloplevelse. + God multiplayer funktionalitet.
	- Rodløs narrativ.- En del begrænsninger fra PC-udgaven.- Grafikken er tynget af manglen på muligheden for at opdatere med skins og textures.
Grafik	11/20 | Grimt per design, men samtidig stilfuldt ikonisk.
Lyd	15/20 | Lækker og eventyrlig musik, og god stemning.
Gameplay	18/20 | Stærk spiloplevelse, der fungerer uden at trække på vilde fagter og overfladiske elementer.
Nytænkning	17/20 | Spillet var vældigt nyskabende til PC, og denne udgave er en videreføring af meget af dette.
Levetid	15/20 | Der er en del liv, at hente i denne udgave, men det er samtidig med en formodning om at spillet udvides med updates.

Har man boet under en sten sammen med snegle og bænkebiddere, eller været i eksil uden internet og menneskelig kontakt, så kan det måske undskyldes, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med ny-klassikeren, Minecraft. Spillet har høstet ros og hæder og er blevet vældig populært på kun kort tid til trods for sit forsimplede grafiske udtryk og til tider meget sandboxede gameplay uden, der ikke byder på meget historie-mæssig rød tråd. Spillet lægger op til, at man på nærmest The Sims-agtig vis bygger en tilværelse med hjem og beskæftigelse som eventyrer op indenfor den tilfældigt genererede verden, som præger Minecraft. Her er et væld af resurser, der skal graves op, grotter og miner, der skal udforskes, og monstre, som enten skal trynes eller undgås alt efter spillestil. Vigtigheden af at etablere sig ved at bygge hjem, redskaber og våben understreges ved tusmørkets frembrud. Her skifter omgivelsernes stemning fra hyggelige, oplyste og klingende af rare dyrelyde til at være mørke og fyldt med farer.

Minecraft til Xbox har allerede set stor interesse og er hurtigt blevet rekordholder på platformen. Det tog nemlig ikke mere end en time før indtjeningen på downloads via Xbox Marketplace oversteg de omkostninger, der lå bag udviklingen af XBL versionen. Men er der grund til at kaste sig over Xbox-versionen, eller er det lutter hype? Lad os se lidt nærmere på de features, der adskiller PC- og Xbox-versionerne.

Nyt i Xbox-versionen

Først og fremmest kan man i Xbox-versionen af Minecraft snart helt umoddet benytte sig af Kinect som tilføjelse til styresystemet. Endnu vigtigere, så er det nu muligt at spille op til fire spillere lokalt i splitscreen mode, og op til otte spillere over nettet. Halen af denne funktionalitet er at servere så desværre ikke understøtter spil med flere end otte spillere (alle med forskellige spiller-skins). Der vil heller ikke være mulighed for at tilføje mods, skins og texture-packs til at starte med, men det siges, at der vil komme til at være DLC pakker med sådanne udvidelser. Spillet indeholder også en ny tilgang til crafting, og i stedet for at skulle udenadslære eller have minecraftwiki.net åben i et andet vindue, så indeholder Xbox-versionen opskrifter på alle mulige genstande, som kan craftes.

Minecraft til Xbox har også en ganske fiks tutorial mode, der går omfattende til værks. Selv når man er in game, søger spillet for at introducere nye materialer og ny funktionalitet løbende som man støder ind i dem. Det gør overgangen fra n00b til habil spiller meget glattere og lettere, end den er i PC-udgaven, men der er endnu flere ting, som gør Xbox-udgaven yderligere tilgængelig.

Spillet gøres også mere behændigt af sin crafting menu, hvor man blot vælger den ting, som skal craftes, og at man baseret på indholdet af ens inventory kan se hvilke genstande det er muligt at crafte på ethvert givent tidspunkt. Ligesom i PC udgaven er der et 2×2 crafting grid til rådighed, og som aktiveres når som helst med et knaptryk (her dog adskilt fra inventory), og et 3×3 crafting grid, der aktiveres med et Crafting Table. Den store forskel er altså at finde i enkeltheden, som komplementerer controller-styringen ganske glimrende. Desværre er udbudet af opskrifter ikke ligeså stort som på PC, og der vil være en del ting, som ikke kan konstrueres i Xbox-udgaven, men der går dog lidt tid før den begrænsning melder sig i den aktive spiltid, især hvis man er sprit ny i Minecraft-universet.

Derudover så må Xbox-brugere nøjes med en health-barre, og sige farvel til food-barren, hvilket samtidig resulterer i et forsimplet health/food-system. Derfor finder man heller ikke oksekød fra køer, men kun læder, og kun fjer fra kyllinger, frem for kyllingekød og fjer. Zombier smider heller ikke råddent kød, når de dræbes, men af en eller anden besynderlig grund også fjer (er der relation mellem zombier og kyllinger?). Mad er derfor en ekstra sparsom resurse, som nu føles endnu vigtigere, da man ikke auto-regenererer, såfremt man er helt mæt. Derfor kan det føles en smule frustrerende, at kun grise, fisk, og de få æg som kyllinger smider er den eneste umiddelbare mad, som kan findes fra starten. Man har selvfølgelig mulighed for at gro hvede og lave brød, kager og cookies, men det er en større proces, hvis man står med en taske fyldt med guld og diamanter langt nede i et minesystem, og at det lurer med creepers og edderkopper.

Nu vi er ved det, så føles monstrene klart skrappere i kamp. Sjældent har jeg overlevet en creeper-eksplosion, og det er især til sammenligning med PC-versionen, hvor man kunne være mere heldig med at slippe fra disse kræ. Der er også flere mobs (monstre), der ikke lader sig skræmme af sollys, hvilket gør Xbox-versionens morgengry til en blandet oplevelse. Kun skeletter og zombier brænder i solens stråler, og man skal ikke blive alt for overrasket, hvis man forlader hoveddøren til lyden af Tsssssssss… KAPOW!! af 3-4 creepers i den umiddelbare nærhed. Det skal hertil siges, at det heller ikke er muligt at skifte niveau undervejs, ligesom at det er i PC-udgaven. Dvs. at det kræver, at man lukker sit spil ned og skifter niveau når man loader det ind igen. Til gengæld mister man ikke de lidt ligegyldige XP, som man kan samle i PC-udgaven, og som man bruger til at enchante sine redskaber, rustninge og våben med, og denne funktionalitet mangler helt og aldeles. Desværre.. måske.. Denne feature er endnu ikke specielt gennemført på PC’en, så man savner den nærmest ikke på Xbox.

Sidste nævneværdige forandringer er at man nu starter spillet med et kort, hvilket er en rar lille feature, der minimerer den tidlige vildfarelse. Verden er nu også begrænset til et område på 1024×1024, hvorimod PC-versionen i teorien er uendeligt stor. The Nether (en slags underverden fyldt med ild, lava, alternative materialer og monstre) er derfor også barrikeret af af vægge lavet af bedrock (ubrydeligt sten, der indgrænser verden og danner den nederste undergrund i den almindelige verden). Creative mode er også væk, så man har valgt at lade Xbox-versionen rent spil, uden den LEGO-legs agtige mulighed for at bygge verdener op uforstyrret. Sidst men ikke mindst, så er det nu ikke længere, at gå igennem sukkerrør, hvilket er en fornuftig, men lidt finurlig update fra PC-versionen.

Minecraft XBL trailer

Single player Minecraft har lidt af samme smag som at lægge kabale blandet med at lege med LEGO, i det at man bruger meget tid på at bygge og bedrive minedrift og bygge bygninger. Skulle en ikke-initieret ven eller kæreste komme forbi under selve eventyret, er kommentaren ofte, at spillet ser enormt stenet ud. På mystisk vis formår spillet alligevel at træde ud over grænsen fra advanceret navlepilleri til rent faktisk at føles formålsfyldt. I hvert fald et stykke af vejen. Multiplayer delen af spillet har dog lidt mere karakter af at tage på eventyr med sine venner, og det er overraskende tilfredsstillende, at udføre de slaviske indsamlingsopgaver og bygge borge med sin BFF, imens man lægger strategier og hjælper hinanden både med det praktiske og monster-nedslagtningen.

Begge modes er ret så underholdende, især fordi mængden af genstande, som man kan konstruere er overvældende og at mængden strukturer, som man kan bygge føles uendelig, og kun begrænset af fantasien. Men Minecraft til XBL undslipper ligesom sin PC version ikke, at det er et spil med en utrolig utydelig, og til tider ikke-tilstedeværende narrativ. Derfor er der i sidste ende også kun det formål med spillet, som man selv lægger i det, f.eks. at opbygge imponerende bygninger, finde store mængder diamanter, dominere The Nether, eller ren tidsfordriv. Her adskiller den nuværende Xbox-version sig ved ikke at have en konklusion i form af The End med Endermen og en Enderdragon. Igen en lidt ufærdig feature ved PC-versionen, som endnu ikke føles som en mangel i Xbox-versionen.

Konklusion

Minecraft er utrolig afhængighedsdannende på den mest mystiske vis. Det er ikonisk yndefyldt og grimt på en og samme tid, og ikke kun grafisk. Hele spillet er både klodset og intelligent i en vending, og hvad bedre er, er at spillet konstant bliver udviklet på i et dialogisk samspil mellem en spiludvikler fyldt med gode intentioner og oprigtighed og et spiller-community, der higer efter at hjælpe med at komme med gode idéer og at udnytte enhver mulighed som spillet bibringer. Desværre har Xbox-udgaven ikke samme muligheder som de, der allerede har gjort PC-versionen til et kulturelt fænomen, nemlig muligheden for mods og at bygge store servere med scriptede eventyr. Til gengæld har den strømlinet og flydende multiplayer-funktionalitet, der gør Minecraft til et spil, der både kan spilles i fællesskab med venner over XBL og med kammeraterne i samme sofa både i et par timer og over længere perioder.

For 1600 MS point (der ca. svarer til de 19,95€ som PC-udgaven koster) får man et lækkert lille spil, der byder på mange timers afslappet, og til tider hektisk underholdning. Man får også (i modsætning til mange andre konsol-spil) ikke kun bugfixes fremadrettet, men også nye tilføjelser i form af ny gameplay funktionalitet, ligesom man har fået det i PC-versionen, så her er altså løbende ekstra valuta for pengene.

Det er svært at lade være med at anbefale Minecraft til Xbox, men i særdeles høj grad, hvis man kender andre, der har spillet, eller har tænkt sig at investere i det. Overgangen fra PC til Xbox er sket relativt problemfrit, og hvis man ikke har stiftet bekendtskab med den oprindelige udgave, så ser man alligevel ikke den forskel. Det skal dog nævnes, at spillet i meget stor grad er præget af sandbox-gameplay og at man bruger meget tid på at udforske og bygge, hvilket vil sige, at de som foretrækker non-stop action hurtigt vil komme til at hænge fast i spillets mangel på dybde hvad event orienteret gameplay angår. Nyder man til gengæld at gå på nogle til tider lidt stenede eventyr, hvor man tilbagelægger store distancer og graver sig dybt ned imod jordens kerne for at finde sjældne materialer og genstande til at bygge sit hjem/slot/fort/landsby op, og manøvre sig udenom faretruende fjender, så er Minecraft uden parallel. Spillet sætter spillerens egen fantasi og kreativitet i højsædet, og derfor er det også blevet til et af de allerstørste moderne kulturfænomener, som vi i disse tider er vidne til i spilverdenen, nemlig fordi at spillets post-moderne rammestruktur ikke fortæller spillerens historie, men lader spillet tilrettelægge sin egen tilværelse og dele den med sine venner.

Instagram som er elsket af mange og hadet af måske flere, er en velkendt fotografi-app, som igennem tiden er blevet kendt som “Hipsterens Kamera”. Den blev lavet for omkring 550 dage siden, og er blevet brugt flittigt af en masse mennesker verden over. Applikationen, som de fleste bruger til at tage billeder af deres aftensmad med, bliver nu overtaget af verdens største og mest dominerende hjemmeside Facebook, og der går rygter om, at der bliver betalt ca. $1 for hvert billede der nogensinde er uploadet hos Instagram. Der går desuden også rygter om, at der cirka er en milliard billeder.

Vil Instagram-brugere nu være tvungede til at skulle have en Facebook-bruger for at kunne bruge applikationen? Og vil alle billeder konsekvent blive sendt til din facebook profil, om du vil have det eller ej? Vi må sidde tilbage, stakåndet, spændte og forvirrede.

Bemærkelsesværdige tweets fra det åbne rum:

@dkberman: Remember this day. 551-day-old Instagram is worth $1 billion. 116-year-old New York Times Co.: $967 million.

Denne artikel opdateres løbende.

“Hello my friend. Stay awhile and listen…“

-Deckard Cain

Dagen vi alle ser frem til nærmer sig med hastige skridt, men er du helt klart til at tage del i kampen mod det onde? Læs mere om hvad du kan blive, hvad du kan bruge og hvilke spells der er tilgængelige for de forskellige classes i denne guide. Jeg vil så vidt muligt gøre den så detaljeret og lærerig som muligt, og jeg håber I vil finde den nyttig.

De fem forskellige klasser

I Diablo 3 får vi mulighed for at spille fem forskellige klasser, i både kvindelige og mandlige versioner i modsætning til forgængeren, hvor hver klasse havde et klassespecifikt køn. Klasserne er: Wizard, Monk, Barbarian, Witch Doctor og Demon Hunter.

Hver klasse har – som i de foregående spil, og så mange andre spil – nogle klasse specifikke items og spells, som er særligt gode og særligt unikke. Jeg vil gennemgå de forskellige ting i denne guide.

Som man nok husker fra de gamle Diablo-spil, så var der mange forskellige skill-builds i de foregående spil, og dette hænger ved i tre’eren, og med de mange forskellige build-muligheder, kan man ikke undgå at finde en måde at spille, på sin helt egen unikke facon.

Jeg vil nu gennemgå hver class, så I kan få en idé om hvordan de er at spille med ingame.

Barbarian

Barbaren er en nærkamps karakter, der – ligesom i de foregående spil – har store, tunge genstande i sit våbenarsenal. De kan med deres styrke bære de tungeste rustninge og de stærkeste våben, hvilket gør dem til en levende dødsmaskine, som ikke laver andet end at hakke og slå sine modstandere til døde.

Alt efter hvordan du vælger at opbygge dit skill-træ, kan barbaren enten være en tank-figur, som kan tage en masse mobs på sig, og holde deres fokus fra sine team-members, eller du kan bare gøre deres damage sygligt vild, så du kan knuse dine modstandere nådesløst.

Ligesom vi i Diablo 2 havde mana, til at give os spell-ressourcer, har vi i Diablo 3 noget lignende til hver karakter. Barbaren har det der kaldes fury, som er en ressource, der modtages når barbaren angriber ting eller mobs. Fury bliver opbygget hver gang der er damage i kamp. Fury løber dog ud, når man er ude af kamp, hvilket medfører at en barbarian er mere effektiv når han løber fra en kamp til en anden.

Våben-arsenalet til Barbarian er meget bredt. Man kan både bruge sværd, knive, økser,  polearms og javelins, samt et- og to-håndsvåben. Du kan også tage et skjold på, når du har brug for lidt defense. Der er desuden også barbarian-specifikke våben, kaldet “mighty”-våben, som er noget enhver barbarian vil stræbe efter at få, for ikke nok med at de ser fantastiske ud, så slår de også meget meget hårdt.

Witch Doctor

Witch Doctor minder en del om Diablo 2′s necromancer. Hun er ikke just den læge du har mest lyst til at ringe til, for hun vil behandle dig med hjælp fra sine mørke hjælpere (summonings) og vil supplere med nogle forbandelser og lidt gift nu og da.

Witch Doctor kan hidkalde flagermus, zombier og edderkopper, som vil springe frem og kæmpe for dig. Disse pets er ikke just de stærkeste væsner man kan have på sit hold, men det gør ikke spor, for bag den lille hær af minions, står Witch Doctor’en og kaster poison mod sine modstandere, og bruger forbandelser der gør dem mindst lige så svage sin hendes egne minions.

Selvfølgelig bliver folk ikke tilfredse hvis de kun kan lave en summon-doctor, så derfor har Witch Doctor også fået nogle spells som kan lave AoE (Area of Effect)-damage og så kan hun også lave life-steal fra sine modstandere.

Magi-ressourcen er for Witch Doctor’en mana, ligesom vi kender det fra de tidligere spil. Mana regenererer ganske langsomt, så man skal passe på med at bruge det hele alt for hurtigt. Men det er intet problem, for Witch Doctor vil for det meste lade sine minions kæmpe for sig, og – hvis der går kludder i det – så kan hun stadig springe til at bruge nogle stærke angreb, der med sikkerhed kan gøre en ende på modstanderens liv.

Witch Doctor kan både bruge 1- og 2-håndsvåben, og det ser ærligt talt ud til, at de faktisk kan bære alle våben. Selvfølgelig er det ikke alt der er lige fordelagtigt, for denne spell-caster, så enhver Witch Doctor vil stræbe efter at få sit class-specific våben: Ceremonial Dagger.

Demon Hunter

Demon Hunter er en ranged attack-karakter, som helst står langt væk fra sine modstandere. Den kan sammenlignes assassin og amazon fra diablo 2.

Med deres pile, projektiler, traps og parkour-lignende movements, kan de hurtigt smutte ind, skylde vildt omkring sig, og clear de fleste områder. De kan være svære at ramme, da deres defensive-spells umiddelbart er bevægelses-spells, som kan få dem væk fra en kringlet situation. Demon Hunters primære defensive spells er til for at skabe afstand mellem ham og hans fjender.

I modsætning til diablo 2, behøver du ikke købe en masse pile at bære rundt på – Blizzard har været så søde at give Demon Hunter unlimited arrows, så man bare kan skyde lige så vildt omkring sig som man vil.

Demon Hunter har ikke kun én magisk ressource, men faktisk to. Demon Hunter bruger nemlig både Discipline og Hatred til at dræbe deres fjender, og hvor den ene af disse ressourcer er til defensive spells, er den anden til offensive. Du vil hurtigt lære, at du ofte skal bruge dem begge, for at kunne klare dig i kamp. Discipline bruges til defensive spells, men den regenererer ganske langsomt, så det er vigtigt ikke at lave for mange af disse spells for tidligt – du bør altid have en defensive spell i baghånden, så du kan flygte når presset bliver for stort. Hatred regenererer dog hurtigt, hvilket giver Demon Hunter en næste utrættelig strøm af stærke angreb.

Demon Hunter vil helst ses med en bue eller en armbrøst. Gerne to af sidstnævnte, da det ikke bare gør ham cool at se på, men også langt mere effektiv. Vil du dog go pro, så kan han også bære daggerter og sværd, men hans spells er ikke lavet til at du skal op og svinge vildt med armene.

Demon Hunters har desuden class-specific items, Quivers, som gør deres pile hurtigere, farligere og vildere. Bruger du sådan et quiver, skal du dog ikke regne med at kunne gå dual-crossbow.

Monk

Monk er et friskt pust til spillet, og en klasse helt  for sig selv. De er en blanding af WoW’s Priest og diablo 2′s assassin, hvilket er en sær kombination.

Monk’s primære kampstil, er at løbe ind, slå hårdt og hurtigt og undvig efterfølgende alle returnerende angreb. Close-range angriber de primært ét monster ad gangen, men kommer man ind i en gruppe af mobs, har monk dog også en close-range AoE, som er ganske effektiv.

De har en slags divine power, og det giver dem en ubeskrivelig angrebshastighed og mulighed for at undgive stort set alle angreb.  De har en masse defensive angreb, som kan hjælpe dem med at positionere sig bedre i kamp eller giver dem mulighed for at få et slag eller 10 indført. Derudover har de mulighed for at lave det, som bedst kan beskrives som en diablo 2 paladin aura, som kan heale og forøge munkens egen – og desuden munkens party-member’s – styrke og hurtighed.

Deres magi-ressource kaldes spirit, og det genererer ganske langsomt, men det er spirit der ligger til grund for munkens basic angrebsmetoder. Som sagt, genererer det langsomt, men hvis du kan køre nogle combo’s igennem, kan du få en hurtigere regeneration-rate og kan snart være klar til at slå hårdt igen.

Monks kan bruge en masse type våben, ligesom de fleste andre karakterer i spillet, men de er egentlig primært interesseret i deres diablo 2 assassin-like fist weapons eller en Daibo. Så kan du gå crazy med dine Kung Fu-moves og droppe de pokkers pandaer!

Wizard

Kunne du lide diablo 2′s Sorceress, så vil du elsker Diablo 3′s Wizard. Du vil nu ikke bare bruge simple ildkugler eller lidt torden, men du vil faktisk komme til at rode med seriøs arcane og anden element-magi, og det er mere end effektivt!

De har så mange spells og de er alle så stærke, at det eneste du behøver bekymre dig om, er at undgå at blive ramt. Du kan banke dine modstandere med is, ild, torden og arcane-spells, og er dette ikke godt nok, så er der også mirror-image, teleport og tids-påvirkende spells, som bare gør livet let som en leg!

Du kan desuden også hidkalde en hydra, som kan slås for dig, hvis du har behov for en pause.

Magi-ressourcen er arcane power, som regenererer forholdsvist hurtigt taget i betragtning for umådeligt stærke dine spells er. Men smil nu ikke for stort, for der er en hage. Der er nemlig en over-all cooldown tid for de største og stærkeste spells, så det er ikke muligt at gå helt frenzy.

Wizards kan godt lide at gå med trinkets, som gør deres magi en anelse lækrere. De kan desuden også gå med alskens søde våben, som sværd og knive, ligesom mange af de andre karakterer. Men hvorfor ikke gå efter den class-specific item der er til din wizard, så dine spells kan gøre ekstra ondt? Hvorfor ikke finde din class-specific wand og orb, så du ligner en rigtig troldmand og desuden kan pulvarisere dine modstandere på få sekunder? Det kan anbefales.

Mine damer og herrer, her har I min forklaring af de forskellige klasser og deres evner, våben og særheder. Jeg har allerede valgt min egen personlige favorit; har du? Deltag i kampen og husk at samle dit Diablo 3 op d. 15. maj, 2012!

Elizabuddy out

POOF!

I forgårs blev der lækket mulige nyheder vedrørende den kommende Call of Duty 9 titel, der rygtes at hedde Black Ops 2. Informationen er hurtigt blevet trynet i jorden af Activision, men så længe, der er interesserede individer med hukommelser og åbne browser-vinduer eksisterer disse data stadig. ;)

Lad os lynhurtigt indlede det med følgende udtalelse fra min efterhånden favorit-CoD personlighed:

og nyd herefter læssevis af info, der i undertegnets øjne ser både yderst sandsynlige, men også ganske fantastiske ud:

This year, Call of Duty will return with its ninth instalment with Black Ops 2. As expected it will be following Treyarch’s previous game Black Ops. Its release date is set for the 6^th of November.

- Game Modes
- Escort
- Will be a new game mode
- Similar to Search and Destroy however a live player must be escorted to one of three areas (or two depending on the map) without being killed.
- The match will have rounds, consisting of one life only.
- Drop Zone and Kill Confirmed will return
- Team Defender and Infected will not return

- Pointstreaks
- Will follow from Modern Warfare 3’s system
- Larger emphasis on objectives
- A bomb plant is worth 2 points
- A neutral flag is worth 1, however an enemy flag is worth 2
- A flag assist capture is worth 1, a capture is worth 2
- The Specialist Pointstreak has be modified
- 2 kills now gets you 1 perk
- The 4^th kill gets you 2 more perks
- The 6^th kill gets you 3 more perks
- The 8^th Kill gets you 4 more perks
- You do not get every perk when you reach 8 kills
- Perks only become “Pro” when you have them Pro
- RC XD will not return
- Heat vision
- Is a new Pointstreak reward
- When you get the required points, you can activate this Pointstreak and your player pulls out a scope and attaches it to your weapon.
- This scopes main advantage is it’s ability to detect enemies through most walls.
- Note, the scope can only be attached to primaries not including shotguns
- Item Packages
- Requires 5 points
- Fall along side care packages and air drop traps.
- Features a list of package items only
- Including ammo, mini gun, grenade launcher, rocket launcher, and body armor

- Prestiges
- There will be 15 prestiges
- There will be 50 ranks
- Every two prestiges there is a 5 rank increase
- The final prestige has 90 levels

- ELITE 2.0
- ELITE is being fully incorporated into Black Ops 2
- Combat record has been modified and re-named as ELITE Stats
- There will be a specific lobby for clan matches (new way of levelling clans)
- Clan Tournaments can now be implemented

- Removed
- No MOAB or Nuke
- No last stand
- No death streaks
- No flame thrower attachment

- Map Design
- Map design and size will be following Black Ops not Modern Warfare 3

- Sniper Rifles
- Improved sniper rifle usage.
- No aim assist for any sniper rifle.
- Less sway

- Customization
- No longer just perk 1 chooses the players appearance
- Appearance is a combination of all perks and type of Pointstreak being used.

- Hardcore
- Larger emphasis on hardcore than ever before
- No grenade launchers
- Only vehicle guided rocket launchers permitted
- Respawn timings decreased (for most modes)
- 1 bullet in the foot will no longer kill a person, a head or chest shot is usually required.
- A person will now bleed out if severely injured.

- Perk System 2.0
- The Perk Pro system has been upgraded
- There is now 2 options a perk can advance to.
- Both require different challenges to unlock
- Once the desired Pro version is unlocked, the player can select that as their “Perk Pro”.
- Once selected, the only way to choose the other option is by entering prestige mode.
- For example Perk slot 1 has the perk called Speed
- Speed – Reduces the time taken to aim down the sight
- Pro I – Swaps weapons faster
- Pro II – Throws equipment faster

- Combat Training
- Will be returning with vast improvements.
- Difficulty is no longer based on how long the bots take to start shooting.
- Bots now have an advance AI system
- Similar to the behaviour seen in the MW3 Spec Ops survival

Om den næste CoD titel, som Treyarch (CoD: World at War & Black Ops) står for, kommer til at gå under navnet, der i ca. et halvt år har været rygtet, “Call of Duty: Iron Wolf”, vides endnu ikke. Det skal blot siges, at jeg personligt er psyched over at der nu måske kan komme strøm i den bedre af CoD-tvillingerne igen!

I dance, you dance, and we all just autodance!

Det er ingen hemmelighed at jeg danser rædsomt fantastisk. Ude i byen kalder de mig “Hulken” ”Dancing Queen“. Jeg kender dog mine moves, og kan både “The Sprinkler”, “The Worm”, og den gode gamle “Night Fever”. Jeg dræber ejer dansegulvet.

Men selv hvis du er en bedre danser end jeg (hvilket du nok er), så synes jeg nu alligevel du skal undersøge dine egne – eller andres – danseevner med denne nye, interessante og yderst underholdende app: Autodance.

• Kort obligatorisk introduktion:

Har du været rundt i gamestop for nylig, så har du nok bemærket de mange Just Dance 3 spil, plakater, stande og meget andet. Ubisofts populære dansespil fangede mig aldrig rigtig, da jeg blot så reklamerne for det, men da min mor en dag kom løbende hjem med det i favnen, kunne jeg ikke vende hende væk. Så skulle der sgu danses! (Ingen kom til skade, bare rolig, Crew.)

• Nu lidt om Autodance:

Autodance hjælper dig og dine venner med at danse, så I ikke ligner nogle svedige aber, ligesom jeg, når jeg endelig begiver mig ud på et dansegulv (hvis du ikke ligner en svedig abe, så beklager jeg!) . Du kan med denne app optage 4 videoer á 1,5 – 2 sekunder, af dine venner eller hvem du nu har lyst til at “dans-ificere”, og behøver derefter ikke gøre andet, end at vælge én af de tre sange der følger med, og så skal du bare nyde magien. Jep. Åh ja. Din ven (eller dit offer?) danser. Bemærk endelig, hvor fint det passer til musikken. Uh-hu-hu. Ganske underholdende.

Dette er en udemærket app til de hyggelige sammenkomster nede i klubben, eller når du sidder og drikker en øl med dine halv-fulde venner. Det kan også anbefales at – i skjul – filme sin matematikforelæser, og efterfølgende betragte ham danse vildt og heftigt igennem auditoriet. Dette er en ganske underholdende app, som man fra tid til anden kan hive frem, når øjeblikket viser sig. Du vil have et morsomt minde for livet — eller så længe din telefon nu lever.

Draw Something!
	Prislejr:	Udvikler:	Gratis Version:
	Gratis!	Ubisoft	Jeps!
	Genre:	Sprog:	Platform::
	Fun, fun, fun, dance	Engelsk	iPhone, Andoid (Smartphones)
	Spillere:	Modes:	Online del:
	1 (ikke et “rigtigt” spil)	3 sangvalg	Nej (kun online dele-muligheder)
Hjemmeside:	Officiel Hjemmeside

WARNING: Denne app vil ikke forbedre dine danse-skills, og den vil højst sandsynligt heller ikke hjælpe dig med at score damer.

“Not even Death can save you from me!”

• Lang introduktion:

Det første Diablo blev udgivet i 1996. Jeg var sølle fire år, og havde – desværre – ingen adgang til en computer. Dette betød selvfølgelig at jeg ej heller havde adgang til det fantastiske spil, Diablo 1. Men jeg kom efter det med den opfølgende titel. Fire år senere, blev Diablo 2 nemlig udgivet, og kun ét år efter kom udvidelsen “Lord of Destruction”. Det ville være synd at sige, at jeg ikke har spillet det spil så meget. Det ville faktisk være en direkte løgn: Jeg er tilbøjelige til at sige, at jeg sammenlagt har spillet flere timers Diablo, end jeg har spillet alle andre spil (Assassin’s Creed medregnet!) — og dét i sig selv er en bedrift.

Jeg var derfor et af de mange spændte fans, der skælvede og ventede utålmodigt, da Blizzard Entertainment i 2008 offentliggjorde deres næste store titel “Diablo 3″. Siden da har jeg blot ventet. Og ventet. Og ventet. Da de endelig åbnede BETA’en, var jeg dog for langsom og for dum, så jeg fik ikke fingrene i den. Hulk hulk. Men INGEN kan holde Elizabuddy væk fra Diablo 3, Crew, vær sikre på det! Jeg har nu fundet vej til en computer med Diablo 3, og jeg agter ikke at komme alt for langt væk fra den i den næste tid.

Vi er en lille gruppe mennesker der “spiller omkap”. De andre fik (desværre) et langt forspring, og de havde alle mindst 3 timers gametime på bagen, da jeg tog del i løjerne. Den højeste level var 13 på daværende tidspunkt. Efter godt og vel halvanden time, havde jeg dog indhentet de fleste, og havde skabt en Demon Hunter på level 10. Og da måtte jeg stoppe. Hvorfor? Det havde noget at gøre med frokost, tror jeg nok, og en aftale. Socialt liv, pff, jeg ville da altid vælge Diablo 3 over det. Ikke?

• Tanker om Diablo 3:

Jeg har faktisk været ret skeptisk mht. Diablo 3. Jeg frygtede, at det ville blive det nye “World of Diablocraft”, og havde af princip hårde tanker mod spillet med det samme. Jeg havde faktisk lovet mig selv, at jeg ikke ville spille det, men så snart programmet blev åbnet og den legendariske og meget karakteristiske Diablo-musik begyndte, gik der ikke mange sekunder, før jeg sad og savlende over tastaturet.

Gameplayet er amazing. Blizzard har – heldigvis – bibeholdt den gode gammeldags “klik og gå”-metode, som kendetegnede de forrige Diablo-spil. Ingen pil-taster, ingen w-a-s-d. Kameravinklen er desuden stadig “fugleperspektiv”, lidt skråt, som i de gamle spil. Karaktererne, som genoptræder, lyder og ser ud som i de gamle spil. Designene minder om deres “forgængere” fra de gamle spil. Og og og alle disse ting er positive! Jeg elsker det.

Der er ingen character-customization, som der fx er i World of WarCraft. Du laver en karakter og så har den et basic-udseende, ligesom i de gode gamle Diablo-spil. Dette er hverken et plus eller et minus – det var egentlig ikke noget man ville forvente at finde alligevel, hvis man kender til forgængeren (så undgår man også den kejtede karakter-situation, hvor man bruger årtier på at designe det perfekte menneske, hvorefter man aldrig ser deres ansigt igen).

Kender man lidt til Diablo-lore, vil man juble når jeg siger, at den følger med i spillet (følger med, som i: it’s moving on!). Jeps! Vi skal møde Cain igen, vi skal tulle rundt i Tristram igen og vi skal høre meget mere om den forunderlige og forpestede verden og de skabninger der lever i den. Vi kan nu finde bøger, hvor forskellige mennesker (fortællere) beskriver situationer, historier, mobs/creatures og meget mere. Det er en ubeskrivelig lettelse, at man kan få de dejlige historier, de vittige kommentarer og alt det andet, der er at høre, uden at skulle knibe øjnene sammen og læse en tekst på skærmen. Og Blizzard har gjort sig umage med detaljerne i dette spil: Det er nogle dygtige voice-actors.

Ligesom mange class’es fra Diablo 2 (+LOD), starter ens karakter med en basic-skill. I Demon Hunters tilfælde, var det en arrow, der minder en del om Amazonens guided arrow fra Diablo 2. Man kan i takt med levels åbne op for nye skills – jeg har desværre ikke fået sat mig ind i systemet endnu, hvilket ikke tegner så godt; en level 10 skulle da have behov for at opgradere skills, men det går nu meget godt uden indtil videre. Det lover jeg at kigge mere på!

Men hvad så med stat-points, ligesom dem fra forrige spil? Jovist de eksisterer også, men dem har du ingen magt over. De bliver fint placeret for dig, hver gang du stiger level. No worries, til alle jer der plejede at sætte ét point i hver attribut; det er klaret for jer nu!

Men hvad så med items? Hvilke ting er der i spillet, og minder det mest om WoW eller Diablo?

Rolig rolig, det kommer jeg til nu! Som sædvanlig dropper mobs items, og nej det er ikke på WoW måden, hvor man skal over og loot’e dem. Det er på den gode gammel dags “jeg taber mine ting når jeg dør!”-måde, så jeg går ud fra at “først til mølle”-princippet gælder, når det kommer til holdspil (dette har jeg desværre endnu ikke prøvet). En interessant ændring, var bla. at man nu kan samle guld op ved blot at “gå henover” det. PYHA! Så slipper vi for at holde Alt nede og hamre med musen.

Der er desuden “magic”-items og lige fra level 1 er det muligt at finde ting med op til 6% magic find, +2 i intelligens, lidt +1 strength og hvad der nu ellers er behov for. Der er desuden lige så mange “special”-mobs, som altså dropper disse magic-items, som jeg mindes at have mødt i de tidligere spil. Om droppet er class-bestemt, ved jeg ikke, men størstedelen af alle magicdrops på min karakter (Demon Hunter), var faktisk bue eller armbrøste; altså class-specific ting.

Mere om ting: Du kan nu få noget hvidt “dust” ved at ødelægge dine magiske ting hos en særlig merchant. Dette kan du så bruge til at gøre andre ting (mere) magiske. God knows what det kan føre til! Forresten så er din karakters stash og guld account-connected, hvilket betyder at du ikke behøver “mule” dine ting fra den ene karakter til den anden, ved at springe rundt mellem logins og gud-ved-hvad. Dejligt dejligt dejligt!

Jeg kunne skrive rigtig meget mere, tror jeg, og så alligevel ikke. Jeg har jo kun spillet halvanden time! Jeg må snart få fingrene i dette fantastiske spil igen, og nu er det på tide at jeg får forudbestilt det! Glæd jer til at få fingrene i dette spil! D. 15 maj, crew, d. 15 maj. Sæt kryds i kalenderen. Den. Femtende. Maj.

Elizabuddy out!

POOF!

Først var det Doodle Jump, så var det Angry Birds, så blev det Wordfeud og nu er det blevet Draw Something’s tur! Jeg satte mig ned for at vurdere, teste og ikke mindst anmelde dette mobile spil. Lad mig bare sige, at det kostede min iPhones batteri.

Det tog kun et øjeblik at downloade, og straks efter det sidste “pling” var jeg klar til at tegne og gætte. Jeg har spillet “tegn og gæt” spil mange gange før, både med et godt gammeldags spillebræt og nogle blyanter, men også på diverse hjemmesider og på diverse sprog. Det er i sandhed et spil jeg nyder, så da jeg så, at man nu kunne få det på sin smartphone, måtte jeg da selvfølgelig eje det. Og så var det desuden gratis.

OMGPOP har lavet et vinder-spil! Så snart man har downloadet det, skal man tilknytte en e-mail eller facebook-bruger, for at kunne komme i kontakt med andre spillere. Det er ganske hurtigt og smertefrit klaret, og man er nu klar til at udfordre sine venner og bekendte. Når man først er gået i gang, er man straks afhængig af dette lille, sjove og ganske tilfredsstillende spil. Man får i sandhed udfordret sine tegnefærdigheder.

I de fleste af denne type spil, kan man komme ud for at skulle tegne ting som “en ankel” eller “en påhængsmotor”. Men ikke i dette! Jeg har både skulle tegne Zelda, Star Wars, Gandalf, men også normale ting som en måne, en elefant og “lin” som åbenbart var en amerikansk billedhugger.

Jeg testede spillet med en ven, og vi satte os ned overfor hinanden, og forsøgte grinende at tegne og gætte hinandens tændstikmænd. Desværre var der en smule delay, men da tegningerne først begyndte at tikke ind, var det ventetiden værd. Det var i sandhed et ganske underholdende spil, indtil telefonen løb tør for strøm, og man måtte indstille kampen, til man fandt et strømstik.

Spillet har nogle ganske smarte features. Ud over at du let kan finde et spil med enten venner eller fremmede, så kan du også læse om dine spilstats, hvor du kan se hvilken sværhedsgrad du bruger mest, hvilke farver du foretrækker, hvor hurtigt du gætter osv. Du kan desuden også sende et nudge til din modspiller, hvis vedkomne er lidt for langsom til at svare på din tegning.

Min eneste kritik af spillet (udover de irriterende reklamer, der dukker op en sjælden gang eller to), er at det er så ufatteligt svært at gøre sine fede fingre så smalle som muligt, så det er til at tegne noget der faktisk ligner det bestemte emne. Men det gør i sidste ende bare spillet sjovere. Så egentlig kan jeg kun tale positivt om dette simple men ganske underholdende tegnespil.

Og fortæl mig så, Crew, I kan vel godt se hvad det her forestiller, kan I ikke?

PS: Det er Gandalf!

Draw Something!
	Prislejr:	Udvikler:	Gratis Version:
	Uden reklamer: 6 kroner	OMGPOP	Ja!!
	Genre:	Sprog:	Platform::
	Puzzle, Draw	Engelsk	iPhone, Andoid (Smartphones)
	Spillere:	Modes:	Online del:
	2 spillere	3 sværhedsgrader	Ja
Hjemmeside:	Officiel Hjemmeside

Join the Forum discussion on this post

Midt i denne ACTA tid, står en stor en del af kritikken fra modstanderne på at underholdningsbranchen ikke har formået, at følge med tiden og nutidens behov. Med tjenester som Napster, der tilbage i 2005 genåbnede som betalt tjeneste, og med sidste års Spotify, der først i efteråret kom til Danmark, er det ikke fordi at musikbranchen ikke har forsøgt at bejle til brugernes ønsker i et eller andet omfang. Derudover er der en række mobil udbydere, der har egne tjenester, og der er vist planlagt noget lignende med Android Markets afløser, Google Play. Den store aktør er selvfølgelig iTunes, der pr. sidste år bl.a. indeholdte 18 mio. sange plus en masse andet, men det er først og fremmeste på almindelig betal pr. sang/album basis.

Her i januar var det imidlertid Sony, som opkøbte tjenesten Qriocity og integrerede den i SEN (Sony Entertainment Network), der dermed også blev tilgængeligt for danske brugere. Det har betydet, at Sony’s Music Unlimited (MU) er blevet en kolos blandt musiktjenester med enten over 10 eller 15 mio. sange, alt efter hvor man forhører sig. Da MU fungerer således, at man opretter en konto og køber et abonnement, der betales månedligt, skal man derfor ikke betale yderligere for hver sang, som man lytter til, og hermed udvider man altså sin musiksamling kolonormt, så længe at man er betalende bruger. Fordelen er også, at man kan tage sin konto med sig over forskellige Sony apparater så som PS3, PSP/PS Vita, Xperia telefoner og Sony Bravia fjernsyn, men der er også en Android app, og det er dertil muligt, at benytte tjenesten via PC, så man har rig mulighed for at tilpasse sin brug til de lyttevaner, som man har. Men der er mere endnu. Det er muligt, at tage adgangen til tjenesten med sig, når man rejser til udlandet, hvilket også er ret så bekvemt, når man tænker på at organisering af musikudbudet på mp3-afspilleren ofte er en del af baggage-pakningen for mange. Der meldes dog intet om hvor vidt, der kan være problemer med adgang i visse lande eller ej. Som udgangspunkt er det en fiks idé, som visse andre tjenester dog også tilbyder.

Abonnementer

Hvor nogle musiktjenester er baseret på betaling pr. download, andre helt er gratis, så har Sony’s MU to typer abonnementer, der begge trækker fra bankkontoen. Der er det såkaldte Basic abonnement, der sådan set giver adgang til det meste, og som koster 49,- om måneden, men så er der også Premium abonnementet til 89,- om måneden, der giver yderligere adgang til redigerede og velproducerede radiokanaler, hitlister og helt nye udgivelser, mulighed for at lave et bibliotek med genveje til foretrukne sange, og ‘On demand’-afspilning. Der er på begge typer abonnementer mulighed for Facebook-integrering, men i hvilket omfang, at man vil kunne dele ens streaming-adfærd og anbefalinger over Sony’s egne tjenester, f.eks. over Playstation vennelister osv., er jeg ikke helt klar over. Formentlig og desværre er der nok ikke nogle oplagte muligheder, da man i så fald kunne forestille sig, at dette ville stå eksplicit på hjemmesiden.

En fin bonus i stedet for en helt skrabet udgave, er at man kan oprette en konto, og herved afprøve tjenesten i 30 gratis dage. Her vil man få adgang til de ting, som abonnementerne ellers byder på. Det giver i hvert fald brugeren mulighed for at se om MU er en værdig udfordrer til markedet.

En anden ting, der er værd, at notere, er at Sony også opererer med en Video Unlimited tjeneste, som skulle komme senere i år, og hvis successen er stor nok, kunne det være, at disse to tjenester kunne bane vej for en slags Games Unlimited tjeneste, hvor man kunne købe abonnement og adgang til at spille spil som man ønsker det. Det sidste er dog endnu blot en feberfantasi fra min side af, men hvem ved?

I hvert fald anbefaler vi, at man giver siden et kig og tjekker tjenesten ud, især hvis man ejer en Sony eller Android enhed, men også i det hele taget. 30 dages gratis musik bør i hvert fald være motivation nok til at man tjekker et af de store alternativer på markedet ud.

Titel:	I AM Alive
Udgivelsesdato:	07/03/2012
Udvikler:	Darkworks / UbiSoft Shanghai
Dansk Udgiver:	UbiSoft / Microsoft
Platforme:	Xbox 360
Genre:	Action Adventure
Stil:	TPS, Survival, Post-apokalypse
Spillere:	1
Modes:	Kampagne
Online:	Nej
Anmeldt til:	Xbox 360
	+ En moden og uskøn fortælling. + Har rigeligt med nytænkende tiltag. + Præget af en intens og gribende stemning. + Taler ikke ned til spilleren.
	- Klodseri i gameplay-mekanismerne. - Har idéer, der ikke får lov til at udfolde sig. - For meget holden i hånd på de forkerte steder, og frustrerende vildledelse andre.
Grafik	14/20 | Grafisk uddateret, men visuelt bjergtagende.
Lyd	17/20 | Ultra atmosfærisk, om end lidt simpel lydside.
Gameplay	17/20 | En række gode gameplay mekanismer bærer denne titel.
Nytænkning	19/20 | På nogle punkter nyskabende, men vinder især på sine kombinationer af evner og udfordringer.
Levetid	14/20 | Lover ikke for meget, men giver heller ikke rundhåndet.

I AM Alive er et spil, der lover meget, og formår at holde en del af det, men som desværre ikke på alle punkter formår, at præstere på helt samme niveau som mange af de titler, det deler genre og subgenre med. Til gengæld udmærker det sig på nogle centrale punkter, som i sidste ende gør spillet til en af de mest interessante og absolut mest modne titler på spilmarkedet indenfor de sidste mange år. Og det er værd at have in mente, at dette spil er en XBL Arcade titel til 1200 MS point, ikke en fuldpris titel til 4-500 danske gulddukater.

Hovedpersonen Adam er vendt tilbage til sin hjemby, havnebyen Haventon, der mildest talt er sønderkvæstet og ruinlagt af heftige jordskælv. Hele byen er præget af høje forladte bygninger, der tårner sig op imod den støvklædte himmel og igennem byens gader strækker der sig et net af gabende åbninger, der repræsenterer de mange sår, byen har lidt. Den subtilt og til tider underfortalte historie bliver fortalt som spillet udfolder sig og som man møder venligt stemte overlevende rundt omkring i ruinerne. Men fra starten har man dog ikke meget andet, end fornemmelsen af håb og en fremadgående stræben imod det katastroferamte landskab med i baggagen.

Livet, der hænger i en tynd tråd

Det hele starter med en tutorial-agtig klatretur over en sammenfaldet bro, hvor man får lov til at stifte bekendtskab med klatresystemet og stamina-systemet (læs: udholdenhed). Sidstnævnte udgør venstre side af en todelt øvre HUD, der indeholder en hvid stamina- og en rød healthbarre. Health er lige ud af landevejen med liv, der kan mistes primært i kamp og ved fald, og som skal heles via brug af visse genstande. Stamina er derimod lidt mere spændende. Hver gang man udfører fysisk krævende bevægelser og manøvrer (herunder især vedvarende fysiske udfoldelser så som klatring) så drænes barrens indre midlertidigt. Når man så f.eks. stopper sit løb, finder et hvilested i klatringen eller anden hvile, så ryger barren hele vejen op igen, og man genvinder fatningen. Ryger den indre barre derimod hele vejen i bund, så begynder den ydre barre at drænes, hvilket repræsenterer maksimum kapacitet af udholdenhed. Dvs. 1) at man skal tage højde for at hele helbred, effektiv udholdenhed og maksimum udholdenhed med forskellige typer genstande, der tager sig specifikt af en eller flere typer heling. Og 2) at lange klatreture er strategiske udfordringer, der minder lidt om Puzzles forklædt som klatreture. En tæt støvpartikeltåge fra de ødelagte bygninger, der hvirvler op som følge af jordskælv, gør også at man på bestemte tidspunkter i spillet må søge op i højere luftlag, da staminaen hurtigt drænes af dette skadelige støv.

Denne gameplay feature er så afgjort en af spillets mest ambitiøse og nyskabende tilføjelser til den subgenre som både Uncharted og Assassin’s Creed serierne bevæger sig rundt i. Selvom at man spiller en ganske almindelig fyr og hverken en skattejæger eller en toptrænet snigmorder, og da temaerne overlevelse og nød spiller en central rolle, så er det nærliggende at I AM Alive gør klatreturene både energidrænende og en potentiel liv eller død situation. Denne del af spillet er dog ikke uden sine problemer. Det fungerer fremragende, at alle rejser rundt i byens eleverede ruiner er en udfordring, men man kan ofte fanges i at fumle frem og tilbage om et rør, fordi kamerapanorering og dårlig registrering i styringen kan få nogle situationer til at føles som en kamp med egen  tålmodighed. Det er ikke spilbrækkende, men det bidrager til frustrationen, især der hvor spillets soundtrack trækker stemningen helt i vejret, for at understrege, at staminaen er kritisk. Andre tider klikker det hele fint, og i stedet sidder man på kanten af sofaen for at suge hele det nervepirrende drama af at hænge i vandrør 30 etager over gadeplan med rig mulighed for at ramme stålvejer og ødelagte cementstrukturer på vej ned i frit fald.

Når alt andet er væk, er der kun stakler og junglelov tilbage..

Hvorom, at de fleste af Haventons borgere for længst er blevet evakueret, så var der dog ikke plads til alle, da bådene forlod, og da store dele af USA åbenbart er blevet ramt af dette jordskælv, så har man ikke gjort utrolig meget for at redde de resterende overlevende. At sådan noget overhovedet kunne lade sig gøre i den vestlige verden må siges, at være sat på spidsen efter Hurricane Katrina fadæsen, og da især UbiSoft Shanghai har stået for udviklingen af spillet, kan Sichuan-jordskælvet i 2008 og Japans tsunami-jordskælv-atom katastrofecombo sidste år måske i al hemmelighed citeres som delinspirationer for spillets behandling af den ambiente følelse af at være udsat, sårbar og forladt af myndighederne. I sådan en tilstand hersker stammesamfund og bandesamfund, og det er præcis hvad man oplever i Haventon.

På sin vej møder man håbløse, drænede stakler, der på ydmyg vis tigger om hjælp til at hente ting så som en astmainhalator, frisk mad, vin, cigaretter osv., eller om man kan donere mad eller andre reserver, og her kommer spillets uudtalte moralesystem ind samtidig med endnu en nyskabelse i spillet. Man behøver bestemt ikke at redde andre mennesker, og faktisk vil man ofte kunne nyde godt af de ekstra dåser mad, førstehjælpspakker osv., som kan hjælpe en til at holde hovedet over vande i de svære tider, men vælger man at hjælpe de andre overlevende, så bliver man belønnet med en “retry”. Retry systemet, der supplerer et ellers sparsomt autosave-system understreger, at manglen på resurser strækker hele vejen igennem hovedpersonen og ud til spilleren, og dør man, så ryger man enten tilbage til sidste checkpoint ved at bruge en “retry”, eller hele vejen tilbage til sidste savepoint, hvis man er løbet tør for “retries”. Dette gør, at trial-and-error aspektet i spillet balancerer imellem en oprigtig investering i et succesfuldt udfald og potentialet for bitter frustration, og læser man andre anmelderes udtalelser, så svinger barometret til begge sider alt efter personlig præference og kapacitet for tålmodighed. Om ikke andet, så er dette endnu et vink til de af os, som husker tilbage til dengang spil var mere udfordrende og krævede mere forsigtighed med liv og continues.

En af de store kilder til brugen af “retries” er unægteligt modbydelige møder med de mange småbander, som hærger i byens arrede landskab. Bander er måske også et for flot ord, for man får fornemmelsen af at flere af disse grupper er præget af at være lokale, der er forældre og tidligere borgere, som nu bruger alle midler for at skaffe mad til overlevelse og ammunition til at vinde næste lignende konfrontation. Typisk møder man en blanding af machette- og pistol-bærende mænd, og disse er enten meget aggressive, mere tilbageholdende, eller i enkelte tilfælde mulige helt at undgå. Der er en tydelig logik til hvordan man skal gribe kamp an, og spillet er hurtig til at fortælle hvordan man bør gribe strategierne an, hvilket kan være lidt tumlingeagtigt, når man tænker på at hovedpersonen efter eget udsagn aldrig har båret skydevåben før. Da man ofte kun har en enkelt kugle i pistolen (og nogle gange ingen), er våbnet både et bluff, som skal sælges overbevisende og i mange tilfælde den eneste mulighed man har for at eliminere den største trussel blandt modstanderne. Det kan f.eks. ske således, at man skyder den storskrydende, højttalende, modbydelige karl, som styrer direkte imod en, for derefter at true de andre ned i knæ og slå dem ud med pistolen. Ofte skal man lade fyren med pistolen komme tæt på uden at vise, at man selv besidder et skydevåben, for derefter at lave et overraskelsesangreb, og herefter blive en kugle rigere. Men lidt a la de tidlige Resident Evil spil, der også opererer med overlevelse og resurseproviantering, kan det betale sig ikke at brænde kuglerne af, for hvis man holder sig til at pege med gøben, bliver nogle modstandere med tiden så uimponerede, at de åbent siger, “hvis du ville have skudt mig, havde du allerede gjort det”, og derefter stormer imod en.

Systemet byder også på en jagtbue og hvis man vælger at redde en bestemt overlevende, får man også en shotgun. Modstanderne reagerer lettere anderledes på disse våben pga. deres effektivitet, og herved er et våben ikke blot et våben i det psykologiske spil mellem spiller og modstander. F.eks. kræver buen mere tid at lade og skyde, hvilket ikke imponerer fjender, som er tæt på, men fordelen herved, er at man kan samle sin pil op igen efter brug. Knapheden dog præger hele kampsystemet, og nogle gange ærgrer man sig over, at man kom til at skyde en gang for meget, også selvom at man kun skød en enkelt gang. Dette er især efter de situationer, hvor pistolen er helt tom efter en konfrontation. På den måde strækker hver kamp sig ud i de efterfølgende, ligesom at mange klatreture gør det. Men der er også en grad af systemacitet over disse kampe, som kan gøre nogle kampe mindre spændende end andre, og nogle kampe kan irritere og trække tænder, når sværhedsgraden når et niveau, der alene er baseret på mængden af modstandere. Til gengæld er det et seriøst friskt pust, især i forhold til de mange FPS og TPS, hvor den primære gameplay mekanisme støttes op af en signifikant orientering imod skydespilsgenren. Her føles det mere naturligt, for ikke at sige nødvendigt, at holde hovedet koldt og undgå hovedkuls revolvertango. Netop derfor kan det synes lidt tamt, at spillet ikke også har en Stealth dimension. Det finder man ud af på mest skuffende og forfærdelige vis, når man først forsøger at kravle forbi modstandere, der på afstand spotter en både i mørke og tæt støvslør. Bliver “I AM Alive” enten fortsat i en større produktion eller som inspiration for en fremtidig titel af UbiSoft, så er det ret nødvendigt, at man tager denne mangel meget seriøst.

Læg børnene i seng..

Der skal nok være de, som er uenige i netop den følgende vurdering af spillet, men lad den blive indledt med denne påstand: I AM Alive er et spil for voksne! Over spillets (hvis man ikke laver speedruns, eller undviger sidequests) 5-7 timers gameplay, bliver man introduceret til nogle rå emner, som sjældent ses i spil. Herunder kan nævnes sult, selvmord, voldtægt, kannibalisme og andet, der sætter den ubehagelige stemningsklang, som generelt står i en smuk kontrast med de mange meget ensommelige og næsten meditative stemninger, der ofte præger udforskningen og klatreekskursionerne. Disse bliver aldrig danset let over, eller fortalt med et glimt i øjet. De er blot remedier i en barsk virkelighed.

Et sted hjalp jeg en kvinde, som synes fanget i kloaken uden spise ved at give hende et par konservesdåser med mad. Næste gang jeg kom forbi denne kvinde havde hun hængt sig selv. En oplevelse, der talte højt om håbløsheden, som spillet forsøger at dække med sin fortælling. Andet sted måtte jeg med kun en pil til min bue og ingen pistolkugler stoppe en fyr, der var få øjeblikke fra at udnytte en stakkels kvinde ved at trække aftrækkeren og lade lyden af min klikkende pistol fange hans opmærksomhed. Dette tidligere hotel havde været omdannet til et asyl for kvinder, men var nu blevet invaderet og lavet om til en bande-styret bule for sexslaveri. En mand møder en med en forespørgsel om at finde ham en smøg, så han kan dø en glad mand, og andetsteds kan man donere bandager til en mand, som må skære sin forrådnede arm af, så han kan slippe bort fra den sammenfaldne væg han er fanget under.

Stemningen er horror på samme måde som dokumentarer i den tredje verden og en heftig omgang TV-nyheder er det, men med en første persons forankring, hvor handling og konsekvens sættes i fokus. Desværre bærer spillet ikke denne opgave med bravour, især i lyset af konsekvensspil så som Fable-serien, Fallout serien (især Fallout: New Vegas), og i et eller andet omfang, Mass Effect serien. Konsekvensen er ofte muligheden for dårlig smag i munden, snarere end en gameplay mekanisme, også selvom at de sparsomme resurser i bytte for “retries”, bestemt er et interessant bud. Efter at have redet 15 ud af 20 overlevende, var det dog mest irritationen og den dårlige samvittighed, som jeg bar med mig, men pga. min omhyggelighed (selv i Survival mode, der er spillets sværeste niveau med færre ‘resurser’ og retries) havde jeg næsten hele tiden rigeligt med mad, ammunition osv. til at hjælpe mine medmennesker byen over. Derfor kunne man godt have ønsket sig, at disse helgenhandlinger havde mere, end blot en symbolsk værdi, og ikke kun så som i det enestående tilfælde, hvor at man i bytte for 4-5 forskellige genstande (uhørt mange til sammenligning med andre tilfælde!) får en shotgun, der hæver ens status i kampe, så længe man kan holde de fem patroner kørende.

Det er nu alligevel en velkommen tilføjelse til spilverdenen, at man har formået at skabe et spil, der appellerer med en opfordring til modenhed, moralskhed, tålmodighed og uselviskhed, og spillets rytme er hverken så amfetaminsk eller narrativt højstemt, at man føler sig som enten passiv passager eller talt ned til. I stedet er man selv helt klart i centrum af fortællingen, og man oplever at blive vigtig for en række figurer i historien. Det er desuden prisværdigt, at spillet formår alle disse ting uden at trække på det overnaturlige og uforklarlige, og den behøver ingen larger-than-life figurer. Det er intet under, at spillet har hidset visse anmeldere op og derefter helt ned.

Præsentation og vurdering

Som en arcade titel er I AM Alive ikke alene et friskt pust, men det er også en overlegen oplevelse, der kun kan sammenlignes med billiggjorte genudgivelser af tidligere fuldpristitler så som Resident Evil 4 og Code Veronica, men havde det været udgivet som fuldpristitel, havde spillet uden tvivl, og ganske retfærdigt, været mål for mere kritik. Grafikken er bl.a. blevet talt både op og ned, og i min mening bør man se sådan her på spillets visuelle udtryk, at grafikken er harsk og rent teknisk ganske uddateret, men spillet formår alligevel at fortælle en visuel fortælling om samfundets forfald og desperation, og selvom at grafikken ikke blænder med kunstfærdighed og skønhed. Støvets tilsløring af byen kan virke som en billig og doven løsning, i stedet for at lave flotte landskaber, men så havde klaustrofobien og mystikken forsvundet ud af atmosfæren. Billedsiden går også hånd i hånd med lydsiden om at skabe et intenst vekselvirke imellem ensommelig, meditativ vandring igennem et goldt landskab og de pumpende liv og død situationer, hvor snilde og forfriskninger er vigtigere end den magt, der ligger for enden af en håndkanon. Skal man finde visuelle paralleler i spiluniverset er man næsten nødt til at henvise til Uncharteds lodrette layout, Limbo’s kontrastfyldte skyggespil, og Shadow of the Collosus’ dimensionsrighed. Herimellem finder man måske det bedste samsurium af indtryk, der kan forberede spilleren på vekselvirket imellem det fortættede synsfelt og de store vistaer, der i en eller anden forstand præger I AM Alive.

I AM Alive Launch Trailer

Det sagt, så er hints og hjælpesystemet, såvel som den lidt kluntede HUD til tider overordentlig bagstræberisk. Man får indtrykket af at producenterne har travlt med at sætte os ind i en virkelighed, som ikke passer placeringen i historien. F.eks. Adams evne med klatring, kamp, førstehjælp osv. Nuvel, I AM Alive er bestemt ikke første spil, der vælger sådanne løsninger, men det forhindrer mig derfor ikke i at problematisere dette valg. Healthbarren kunne sagtens være repræsenteret af humpen rundt, fysiske ar på figuren, røde blodårer henover skærmen ligesom i flere FPS spil, og andet, og Staminabarren kunne repræsenteres af udmattethed, stakåndethed osv., men ja.. drømme er til for at holde en spilanmelder kritisk.

Kortet som man navigerer efter fortjener også både ris og ros. Det er bestemt en god idé, at man har forsøgt at give udforskningen et dynamisk præg af at kortet opdateres som man støder ind i huller i jorden, væltede bygninger og andre forhindringer, der spærrer vejen for hovedpersonen, men det kan virke en anelse udoverskueligt med de krusseduller, som man må døje med, og hvis man virkelig sigtede efter at få anmærkningerne til at ligne håndtegnede skriblerier, hvorfor så ikke lade det ligne tuschstreger eller noget andet genkendeligt, der faktisk repræsenterede noget nogen ville kunne finde på at tegne. Kortet virker bare lidt grimt indtil at man vender sig til det og glemmer det lidt småkiksede ved den grafiske repræsentation af de påtegnede figurer.

Alt i alt, er der for en arcadetitel rigtigt meget at hente hvad angår innovation og modige forsøg, også selvom at disse i flere tilfælde enten ikke bliver fulgt til dørs eller er ægte successer. Kampsystemet er glimrende nok til at det kan holde spillet ud, men havde spillet været meget længere, så ville man som spiller råbe og skrive på et eller andet udvalg af tilføjelser fra rækken af Stealth, flere kampmanøvrer, mere nuancerede AI-reaktioner, såvel som modstandertyper. Konsekvenser af handlinger og et dialogsystem kunne også have beriget Haventons sparsommelige distribution af liv og interaktion betydeligt. Birollerne måtte også gerne have været fyldigere og mere betydningsfulde. Og den lidt vage slutning, som antyder mere, end den oprigtigt fortæller, ville nok heller ikke blive modtaget så pænt i en fuldpristitel, og det er taget i betragtning af at den allerede i dette omfang har fået adskillige anmeldere til at brumme. Men der er nu stadig et væld af virkeligt gode implementerede idéer, som faktisk  fortjener anerkendelse, og bidrager til en relativt unik spiloplevelse. Hertil skal det siges, at denne anmelder faktisk anbefaler, at de som tør prøve en spiloplevelse, som skubber til gameplaykonventioner og prøver nye veje ikke lader denne titel forbigå sig. Microsoft lancerer via House Party og Summer of Arcade kampagnerne år efter år en række virkelig spændende arcadetitler, som for 5-10 år tilbage sagtens kunne gå som fuldpristitler i omfang og ambition, og her er I AM Alive ingen undtagelse. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at denne titel er foråret 2012′s Limbo og Bastion, med andre ord, en verden som er værd at have besøgt og et spil som uanset holdbarhed er værd at have spillet alene pga. dens særegne stemning, modenhed og kreative forsøg på at fornye, der hvor alt for mange spiltitler går ad prøvede veje, bruger billige tricks og ikke tilføjer noget til hverken spillernes eller spilproducenternes repertoire. Alt dette for kun 1200 MS point, eller ca. 105 kr.

Titel:	Alan Wake’s American Nightmare
Udgivelsesdato:	15/02/2012
Udvikler:	Remedy Entertainment
Dansk Udgiver:	Microsoft Studios
Platforme:	Xbox 360
Genre:	Action Adventure
Stil:	TPS, Survival Horror, Psykologisk Thriller
Spillere:	1
Modes:	Story modeFight till Dawn
Online:	Kun til leaderboards
Anmeldt til:	Xbox 360
	+ Lækker plot + Flotte cinematics + Skøn musik + Spændende våbenudvalg,
	- NPCs mangler liv - Halv-kedelige voice-actors hos NPCs - Spillet var lidt for let
Grafik	15/20 | Grafisk har spillet ikke flyttet de store grænser, men man ser tydelige forbedringer.
Lyd	18/20 | Perfekt stemningsmusik og endnu engang en høj lyd-standard for alle andre titler på markedet.
Gameplay	18/20 | En spændende historie,  interessante karakterer og valget om hvor dybt ind i drømmen man vil gå.
Nytænkning	14/20 | Spillet har rykket sig en del fra det oprindelige AW, men vi er ikke i tvivl om, hvad vi spiller.
Levetid	15/20 | Selv efter at have gennemført campaign, er der endnu timevis af underholdning at finde i dette spil.

Alan Wake’s American Nightmare er intet mindre end en hjernevridende spiloplevelse fyldt med overraskelser, spjæt og nervepirrende spænding. Samt selvfølgelig den unikke og helt ubesrivelige historie, som man ikke kan undgå at blive fascineret af. Jeg spillede selv det første spil, og jeg føler bestemt at jeg var bedre rustet til American Nightmare, end mine medmennesker, som for første gang skulle stifte bekendskab med den kære forfatter og hans syglige verden. Alligevel vil jeg stå fast ved det, jeg skrev, da jeg i januar lavede mit teaser-indlæg om samme spil: Man kan sagtens spille American Nightmare uden at have spillet forgængeren.

For at opsummere:
Alan Wake er stadig fanget i the nightmare hvor han selvfølgelig gør hvad han kan for at kæmpe sig vej tilbage til det virkelige liv og hans store kærlighed, Alice. Wakes onde dobbeltgænger, Mr Scratch, har dog andre planer. Det er hans hensigt at lade Wake forblive fanget i mørket, så Scratch selv kan overtage hans plads i den virkelige verden. Dette er vores helt selvfølgelig ikke helt tilfreds med, men hvordan overvinder man et mareridt, når mareridtet er én selv? Tryk start og find ud af det selv!

Remedy har taget kamp-mulighederne fra det første spil og peppet dem en del op. Fans ville ikke blot have en lommelygte og en pistol. They wanted more! Jeg er ikke selv typen der ville spille FPS-spil, og jeg ville da heller aldrig kalde Alan Wake for et sådan spil, men med det brede våben-udvalg kan man fristes til det. Er den gode gamle gun ikke nok, så kan man få en maskinpistol, en sømpistol, en flaregun, et jagtgevær og – i bedste vampyrdræber-stil – en armbrøst, hvis pile vil få de onde Taken til at bryde i flammer på stedet. Men disse våben er ikke blot smidt ind i spillet, for at vi kan få en sjovere og nemmere måde at dræbe vores modstandere på – nænej, for de nye Taken er blevet ondere og ubehageligere. Nogle kan multiplicere sig, andre kan blive til ravne, nogle er store, andre er små, nogle kræver mange skud, mens andre næsten ikke er til at ramme. Lidt udfordring skal der jo være!

Som altid er der nogle manuskriptsider, som skal indsamles, men ikke nok med at de giver dig et indblik i historien og alt der foregår både inden i og uden for Wakes hoved, så giver de dig også mulighed for at unlock’e nogle nye og bedre våben.

Hvor mange af de kære læsere har spillet Blizzards Diablo? I vil nok nikke genkendende, når jeg nævner “normal”, “nightmare” og “hell”-modes. Til jer, der ikke har nogen anelse om hvad jeg nu taler om, så mener jeg selvfølgelig de tre sværheds-modes man skal igennem, førend man har “gennemført” spillet. Remedy har i dette spil gjort noget lignende. Man spiller nemlig Alan Wake igennem et loop, hvor man gentager tre “levels” et par gange. I modsætning til Diablo, skal man dog ikke gøre det samme i hvert level hver gang, men jeg vil ikke spolere legen for jer. Dette er en interessant drejning, som man bestemt ikke var forberedt på, da man sad dér, efter to timers spil og stirrede ind i ansigtet på bossen. Udover at dette loop selvfølgelig gør spillet lidt mere forudsigeligt efter første gennemgang, så lover jeg jer, at man fortsat er underholdt.

Spilfirmaet bestemte sig desuden også for at tage et kæmpe sats; et sats, som ikke mange tør tage, da de ved at det kan knække fanbasen helt og aldeles: de fandt en mand – jovist en ægte levende menneskemand – og brugte ham i spillets cinematics. Mange spil-entusiaster hader når deres spil-karakterer skal protrætteres af en Hollywood-stjerne, og jeg blev da også selv dybt frustreret, da det gik op for mig at Remedy havde gemt kød og blod i mit spil. Men jeg må tage hatten af for dem og sige: “ÅH MIN GUD!”. For man skulle da være en skarn, at påstå, at de ikke har gjort det godt. De har gjort det BLÆNDENDE godt. Denne drejning, med skuespillerne, der portrætterer de to vigtigste personer (som i grunden er den samme person) giver spillet en hel ny vinkel, som giver spilleren mulighed for at få en fornemmelse af, at spillet er mere ægte og levende. Og så giver det et kuldegys eller to at se Mr Scratch smile fra et rigtigt ansigt.

Men hvad ellers?
Når man spiller møder man (selvfølgelig) nogle andre mennesker, og det er egentlig i disse non-playable characters at min primære kritik ligger: i 2. level møder man fx en kvindelig videnskabsmand, som tilsyneladende må have brækket armen, eftersom hun altid vil stå med den ene arm under den anden og pege på sit eget ansigt. Jeg savnede lidt bevægelse fra disse NPC’er, og man bliver i grunden lidt træt af at tale med mennesker, der udfører den samme gestus i uendelighed. Heldigvis for os, taler de ikke for evigt, og man bestemmer faktisk selv hvor meget man vil interagere med dem, så deres kedelige voice actors har ikke været på overarbejde.

Ligesom i det originale Alan Wake, ligger der selvfølgelig fantastisk musik bag hvert hjørne. Udover det originale game-score, er der også i dette spil lavet musikindspilninger for Old Gods of Asgard, hvor det fabelagtige band Poets of the Fall er vendt tilbage for at lave yderligere to sange kun til os Alan Wake fans. Har man spillet det første spil, husker man nok: Children of the Elder Gods, The Poet and the Muse og ikke mindst War, som blev spillet i alle radioer overalt i Bright Falls. Well, vi kan nu skrue helt op for lyden i American Nightmare, for Poets of the Fall har gjort det igen, og med “The Happy Song” and “Balance Slays the Demon” sidder man og rocker på god gammeldags manér imens man kaster flares efter alskens Taken. Ingen skal forstyrre et godt rocknummer!

I de fleste spil lærer vi helten at kende; vi kender hans navn, ser flashbacks fra hans fortid, hører om hans følelser og tanker osv.. Vi kommer helt ind på livet af hovedpersonen, og det samme gælder Alan Wake. Vi kender ham. Vi hører hans tanker. Vi er Alan Wake. Men den onde Mr Scratch vil også have opmærksomhed, og igennem et utal af makabre TV-udsendelser ingame lærer vi denne psykopatiske og helt igennem uimodståeligt onde mand at kende. Det er en interessant måde at blive introduceret til fjenden, og ikke noget man har set i mange spil før. I modsætning til al anden voice-acting i spillet (altså mht andre NPCs), så er figuren Mr Scratch helt og aldeles perfekt med en fantastisk skuespiller og en vidunderlig karakter. Man bliver af uforklarelige grunde helt vild med denne psykopat, og det er svært ikke at blive en kende trist til mode, når spillet slutter og det gode – desværre – vinder.

All in all, må jeg sige, at Alan Wake’s American Nightmare har været et uforskammet godt spil, som jeg kan anbefale alle. Det er uden tvivl 1200 MSP værd og med sine 6-8 timers kampagne-spil må man da nok sige, at det er fabelagtig underholdning.

Så sæt dig dog hen til din Xbox og køb det. NU!

Titel:	WARP
Udgivelsesdato:	14/02/2012
Udvikler:	Trapdoor
Dansk Udgiver:	EA Partners / Microsoft
Platforme:	Xbox 360
Genre:	Puzzle
Stil:	Fugleperspektiv, Sci-Fi, Physics Puzzle
Spillere:	1
Modes:	KampagneChallenge mode
Online:	Kun til leaderboards
Anmeldt til:	Xbox 360
	+ Leger med Puzzle og Stealth genrerne. + Ganske poleret til prisen. + God brug af Zero’s evner til at gøre udfordrende underholdende.
	- Ikke det mest originale visuelle udtryk. - Lige kort nok og uden meget replay værdi.
Grafik	13/20 | Ganske fint i sin klasse, men også helt uspektakulær.
Lyd	15/20 | Atmosfærisk med et touch af tegnefilmsgak og kvalmende nuttethed.
Gameplay	17/20 | En række gode gameplay mekanismer bærer denne titel.
Nytænkning	16/20 | På nogle punkter nyskabende, men vinder især på sine kombinationer af evner og udfordringer.
Levetid	12/20 | Lover ikke for meget, men giver heller ikke rundhåndet.

Til årets House Party-line up har spilgiganten EA valgt, at lancere den lille spiludvikler Trapdoors første titel, WARP, der sender spilleren ud på eventyr som den lille gule, tøjdyrs-lignende alien Zero med de brune, lodne lemmer og antenner. Zero’s eventyr begynder da den vågner til synet af maskerede menneske videnskabsmænd, der holder den i fangeskab og er ved at afklæde Zero sine mystiske hvide ringe. Dernæst bliver den sat til at udføre en lang række eksperimenter, der bl.a. skal måle intelligens, fysik, orienteringsevne osv. Disse eksperimenter bliver dog hurtigt afbrudt, da man som Zero ret så hurtigt genfinder den første af sine ringe og derved sin første evne, der lægger navn til spillet, evnen til at warpe – altså at øjeblikkeligt transportere sig selv ved at bøje tid og rum. Man bliver hurtigt kontaktet af et andet tilfangetaget rumvæsen, der via telepati guider en igennem historien. Herfra ruller fortællingen om det lille nuttede kræ, og nye evner og udfordringer bliver mangfoldige.

Udover at kunne warpe, får man også evner så som Echo, der skaber en afledningsmanøvre via en kontrollerbar kopi af Zero. Man kommer også senere til Swappe, hvilket vil sige at bytte plads med genstande eller mennesker vha. Echo-effekten. Man har også mulighed for at Warpe ind i genstande og mennesker, og derved enten at gemme sig fra vagter og turret kanoner, at springe fra sted til sted eller at fragge dem (læs: sprænge dem i luften). Og hertil kommer der også andre evner. Alle disse tricks får man brug for i sin flugt fra de snørklede og velgarderede laboratoriumsfaciliteter, der ikke skorter på vagter, turrets og uigennemtrængelige kraftfelter. Disse skaber nogle ret så gennemtænkte puzzle-udfordringer for spilleren, og selvom at niveauet gradvist stiger, og at spillet lidt efter lidt slipper ens hånd, så er de forskellige udfordringer stadig overkommelige og samtidig ret så morsomme. Vagternes konstante hovmod og tumpede højttænkning hygger også godt op imod et bagtæppe af sci-fi lyde og alien-pludren.

En fed ting ved WARP er at der er stort fokus på at gøre puzzlesne underholdende frem for frustrerende, og derfor minimeres deaths også til en få-sekunders kort sekvens og en mild loadetid, der sender spilleren tilbage ved de yderst velplacerede checkpoints. Spillet får derfor en fremtrædende karakter af trial and error i den mest positive forstand, hvilket klæder dette lille spil, der ikke lover sig selv for stort. Det er også meget cool, at spille et spil, som ikke lægger fokus på aggression og kamp, men derimod på Stealth og Puzzle. Dette i sig selv gøres på en måde, som senderne tankerne tilbage til gamle klassikere fra den tid, hvor det var undtagelsen frem for reglen, at hovedpersonen blev oplevet via et første persons perspektiv. Selvom at spillet udelukkende er single player, skal det dog også nævnes, at der konstant optages en række af data til leaderboards, så man kan sammenligne og konkurrere med venner og andre. Især Challenge modes, der giver spillet lidt ekstra levetid, vil nok appellerer til Speedrun-fans med en forkærlighed for puzzles, hvorimod det for andre udgør en god måde, at gøre sig bekendt med Zero’s evner på.

Spillets historie er lidt på den sparsomme side, men det opvejes af den implicitte fortælling, der findes i spillets omgivelser. De til tider lidt ensformige baggrunde er dog fyldt med små variationer, og den lidt Team Fortress 2 møder Portal-agtige stemning gør også sit til at bløde det sterile miljø op med tegnefilmsæstetik og wacky humor. Det sagt, så er det primært i gameplayet, at spillet træder i karakter, selvom at det også her læner sig meget op af Portal 2-konceptet. Det betyder ikke, at WARP er uoriginalt eller en simpel kopi, faktisk tværtimod, men det betyder at spillet til trods for sin lettere afpudsede visuelle side og underholdende puzzle-elementer alligevel kommer til at blive forankret som en Arcade-titel. Dette er ikke noget stort problem, men man sidder nu alligevel tilbage med fornemmelsen af at man med flere af de andre House Party 2012 titler har skudt lidt mere efter stjernerne, eller i hvert fald forsøgt at lave spil, der kom tættere på fuldpris-titler i indhold og holdbarhed. Her hjælper det ikke, at det blot tager ca. 3 timer at gennemføre spillet, hvis man ikke bruger alt for lang tid på de forskellige Challenges, der er spredt ud over banerne og generelt er kvik til at klare udfordringerne.

Konklusion

WARP er på mange måder et forrygende spil, og en god måde hvorpå vi Xbox ejere kan påbegynde årets House Party “event”. For kun 800 Microsoft spir kan man nyde godt af et vellavet lille spil, der – om end ikke er helt uden indflydelser – fremstår som ganske originalt og i et eller andet omfang nyskabende. Prisen er dog passende, da spillet ikke emmer af hverken lang levetid eller replay værdi, men lidt i samme dur som Limbo, Braid og Bastion, er dette en titel, som har personlighed nok til at man bør kunne finde de ca. 70 kr. frem til at trække en god håndfuld timer af underholdning ud af Zero’s flugt fra de undersøiske laboratoriegange.

Off-Season

I denne udgave af Monday Night Madden tager vi turen igennem off-season, efter første sæson, og de forskellige elementer af Madden NFL 12s forskellige off-season modes.

Owner Mode

I owner mode for man muligheden for flere ting, man kan skifte hold, man kan ændre staff, man lave stadium upgrades, man kan flytte til en anden by og man kan signe sponsors til ens stadium. Da jeg ikke har nogen grund til at skifte hold, eller tilføje flere hold, er der ikke meget at tilføje, man kan dog få et overblik over overalls, hvor jeg blandt andet kan se, at mine Raiders er det hold med anden dårligste overall i spillet på nuværende tidspunkt efter Seattle Seahawks.

Jeg har ikke rodet det store med staff før, og jeg ved ærlig talt ikke hvor meget det betyder, udover måske nogen bonuses til udviklingen af spillerne. Så jeg har valgt at udskifte alt, min nye head coach er Jack Looman, min nye offensive cordinator er Isaac Cummings, min nye defensive cordinator er Tom Rios og min nye special team coach er Shawn Slocum. Siden min google søgning ikke gav meget resultat, gætter jeg på disse coaches er opdigtede. Derudover har jeg hyret Franchise Scouts som Scouting agency og Shed the Sled som training staff.

I Stadium Upgrades kan du tilføje restauranter, storskærme og andet lir til dit stadium, jeg ved dog ikke hvor meget det betyder, det kan tænkes det betyder noget for ens penge og tilskuer tal, men jeg har aldrig haft penge problemer i spillet, så jeg går ud fra det hele et ligegyldigt. Det samme gælder Stadium Sponsorships, hvor du kan vælge imellem tre forskellige sponsors, der giver penge efter præstation. I Stadium Relocation der kan man flytte sit hold, og hvor det sikkert kunne være interessant at flytte Raiders tilbage til LA, eller til Mexico City eller San Jose, så har jeg ikke det store grundlag for det.

Duck Season, Wabbit Season, Trade Season

En ting man kan igennem hele off-seasonen, er at trade og release spillere, jeg plejer ofte at gøre det tidligt, så jeg gør det inden jeg signer spillere til nye kontrakter. Hovedparten af mine trades er for at fjerne dødvægt, eller skaffe mere cap room og skaffe flere draft picks. Selvom jeg nok vil skaffe et par draft picks i processen er mit mål i år, også at skaffe et par spillere til at forbedre mit hold, hvis muligt, og kigge efter en ny quarterback.

Her er en oversigt over mine (mange) trades:

Raiders – Richard Seymour (DT)
for
Jets – 22. pick i 2. runde 2012, Bart Scott (MLB) og Connor (FB)

–

Raiders – Bart Scott (MLB), McEvoy (c) og Reindl (RG)
for
Eagles – 23. pick i 3. runde 2012, Maclin (WR) og Rodgers-Cromatie (CB)

–

Raiders – Michael Huff (FS), Starr (LE) og Porter (CB)
for
Patriots – Aaron Hernandez (TE), Brown (FS) og Cannon (RG)

–

Raiders – Connor (FB), Myers (TE) og Leman (MLB)
for
Steelers – 21. pick i 5. runde 2012, 21. pick i 6. runde 2012 og Worilds (ROLB)

–

Raiders – Jason Campbell (QB), Henry (ROLB) og Davis (LOLB)
for
Falcons – 13. pick i 4. runde 2012, 13. pick i 5. runde 2012 og Hawley (C)

–

Raiders – Rolando McClain (MLB), Boller (QB) og Cartwright (HB)
for
Browns – 9. pick i 4. runde 2012, Colt McCoy (QB) og Taylor (DT)

–

Raiders – T. Kelly (DT)
for
Texans – Brian Cushing (MLB), Smith (RE) og Reed (LOLB)

–

Raiders – A. Smith (RE)
for
Ravens – 16. pick i 4. runde 2012, Reid (RT) og Torrey Smith (WR)

–

Raiders – 25. pick i 7. runde 2012 og Stephens-Howling (HB)
for
Bears – 15. pick i 5. runde 2012, 15. pick i 6. runde 2012 og 15. pick i 7. runde 2012

–

Raiders – 15. pick i 7. runde 2012 og Hagan (WR)
for
Vikings – 4. pick i 6. runde 2012 og 5. og 6. runde 2013

–

Raiders – 26. pick i 6. runde 2012 og Gage (WR)
for
Titans – 3. pick i 6. runde 2012 og 5. runde 2013

–

Raiders – 25. pick i 6. runde 2012 og Heyward-Bey (WR)
for
Texans – 12. pick i 5. runde 2012 og 5. runde 2013

–

Raiders – 21. pick i 6. runde 2012 og Schilens (WR)
for
Bengals – 10. pick i 6. runde 2012

–

Raiders – 15. pick i 6. runde 2012 og Carlisle (RG)
for
Broncos – 11. pick i 6. runde 2012

–

Raiders – 11. pick i 6. runde 2012 og Eugene (FS)
for
Chargers – 14. pick i 4. runde 2012

–

Raiders – 26. pick i 3. runde 2012
for
Redskins – Hankerson (WR)

–

Raiders – Louis Murphy (WR)
for
Rams – 19. pick i 5. runde 2012

Efter de 17 trades kan jeg erklære mig godt tilfreds, jeg snakkede tidligere om mit hold havde den anden dårligste overall, nu steg min overall med 3 point, samt jeg har 20 draft picks i 2012 og allerede 11 i 2013. Det var lidt trist at gå af med Seymour, Huff og McClain, McClain bliver godt erstattet af Cushing og en ung talentfuld Brown tager Huffs plads, mens Seymours defensive tackle position er lidt mere svingende. De fleste linjer blev dog styrket og specielt Torrey Smith, Jeremy Maclin og Aaron Hernandez styrker mit nye offense med Colt McCoy som styrmand.

Hall of Fame og Retirements

Årets tre Hall of Famers blev Jason Taylor, Ray Lewis og Ronde Barber.

Følgende spillere har stoppet karrieren:

Bears – P. Mannelly (c)
Bills – F. Adams (RT)
Broncos – B. Dawkins (SS) og C. Carlisle (RG)
Browns – D. Sharper (FS) og R. Cartwright (HB)
Buccaneers – R. Barber (CB)
Cardinals – V. Holliday (LE)
Chiefs – A. Becht (TE) og T. Jones (HB)
Colts – K. Collins (QB) og J. Snow (TE)
Cowboys – J. Kitna (QB) og K. Brooking (MLB)
Dolphins – J. Taylor (LOLB) og W. Allen (CB)
Falcons – M. Peterson (ROLB)
Giants – B. Stokley (WR)
Jaguars – M. Turk (P)
Jets – M. Brunell (QB) og D. Mason (WR)
Lions – J. Hanson (K) og T. Richardson (FB)
Packers – D. Driver (WR) og C. Clifton (LT)
Patriots – K. Faulk (HB)
Rams – A. Harris (CB)
Ravens – R. Lewis (MLB) og R. Williams (HB)
Redskins – L. Fletcher (MLB)
Saints – J. Kasay (K)
Steelers – J. Farrior (MLB) og H. Ward (WR)
Titans – T. Owens (WR) og K. Curtis (WR)
Vikings – J. Kleinsasser (TE)

Re-Signing og Free Agent Signing

Jeg valgte at lade være med at gensigne 5 ret ligegyldige spillere. Free Agent signingen er blevet ændret i år, så man har en tidsgrænsen til at signe de forskellige free agents, det største problem er dog at man ikke har tid til at kigge listen igennem før signingen går i gang. Jeg valgte kun at signe en spiller, som var tidligere Giants half-back Brandon Jacobs, for at have en anden type running back. Her er en liste over de mest interessante signings:

Bears – B. Scaife (TE) og S. Pouha (DT)
Bengals – B. Green-Ellis (HB) og B. Jones (ROLB)
Bills – S. Moss (WR) og J. Shockey (TE)
Broncos – F. Davis (TE)
Browns – R. Grossman (QB) og R. Clark (FS)
Buccaneers – S. Brown (CB)
Cardinals – D. Branch (WR) og S. Greene (HB)
Chiefs – M. Tauscher (RT)
Colts – L. Bodden (CB)
Cowboys – R. Grant (HB)
Dolphins – E. Coleman (SS)
Giants – K. Morrison (MLB) og D. Amendola (WR)
Jets – K. Walter (WR)
Redskins – M. Flynn (QB) og L. Evans (WR)
Seahawks – J. Campbell (QB)
Vikings – C. Ochocinco (WR), B. Sanders (SS), J. Peterson (LOLB), J. Jones (WR) og J. Cotchery (WR)

Blandt de tilbageværende spiller finder vi blandt andet: Ronnie Brown (HB), Neil Rackers (K), Pat Sims (DT), Fili Moala (DT), Bryant McFadden (CB), Vince Young (QB), Donovan McNabb (QB), Matt Hasselbeck (QB), John Carlson (TE), Charlie Peprah (FS), Tony Scheffler (TE), Reggie Bush (HB) og Willis McGahee (HB).

Scouting

Igennem sæsonen får man flere muligheder for at scoute spillere, som hjælper en til at finde ud af hvilke spillere man skal satse på i draften. Et lille cheap pro-trick er dog, at man kan hoppe hen på listen der hedder POT (potential) og trykke sort 2 gange, for at man nemmere kan scoute de bedste spillere, man kunne kalde det snyd, men i virkeligheden har de forskellige NFL hold en rimelig god idé om hvor gode spillere er før de drafter dem. Under off-season får man tre muligheder for at scoute for sidste gang, og ved sidste mulighed kan man få fulde stats på 5 spillere.

NFL Draft 2012

Mit hold er allerede rimelig komplet inden draften, jeg kunne dog blandt andet godt bruge en DT, hvor jeg har scoutet en ret talentfuld gut, der først er forventet at blive draftet i 7. runde, så der burde jeg være sikker. Derudover går jeg efter bredte på HB, WR, RG, RT, LE, DT, LOLB, MLB, CB og FS, og mon ikke det lykkes, derudover satser jeg på en god rookie QB som back up for Colt McCoy.

Her er en oversigt af første runde af draften:

1. Seahawks – Daniel Mosely, Notre Dame (QB)
2. Dolphins – Demetrus Cole, Kansas (LT)
3. Titans – Algrenon Walls, LSU (RE)
4. Vikings – Sir Cousins, Florida (WR)
5. 49ers – Rashaun Boyd, Michigan (FS)
6. Bills – Lequinton Reed, Southern Miss (RT)
7. Chiefs – Carter Blake, Missouri (DT)
8. Buccaneers  – Tacoi Waters, Georgia Tech (SS)
9. Browns – Justice King, Georgia (CB)
10. Bengals – Arie Smiley, Penn State (HB)
11. Steelers (Broncos) – Lance Boone, UCLA (RG)
12. Texans – Shontelle Sanders, Oklahoma St. (LE)
13. Falcons – Cejay Webb, Indiana (FS)
14. Chargers – Jamaal Harris, Wake Forest (MLB)
15. Bears – Dondi Walker, Stanford (ROLB)
16. Cowboys (Ravens) – Davian Potts, Nebraska (CB)
17. Giants –Jocqua Childs, LSU (C)
18. Panthers – Nicholas Simpson, Miami Univ. (RG)
19. Eagles (Rams) – Jake Martin, Tulsa (LOLB)
20. Jaguars (Cowboys) – Rashod Moore, Texas Tech (WR)
21. Broncos (Steelers) – AC Briggs, Clemson (DT)
22. Jets – Marty Blackshear, Texas (TE)
23. Rams (Eagles) – Devin Christopher, Baylor (ROLB)
24. Packers – Logan Douglas, LSU (QB)
25. Raiders – Darrelle Harper, Arizona St. (QB)
26. Titans (Cardinals) – Bryce Norris, Buffalo (C)
27. Dolphins (Saints) – Anthony Mims, Oklahoma (FS)
28. Ravens (Jaguars) – Dezrick Finley, SD State (WR)
29. 49ers (Patriots) – Carson Harris, LSU (QB)
30. Redskins – Rashod Waters, Vanderbilt (CB)
31. Colts – Anthony Waters, California (DT)
32. Browns (Lions) – Patreon Latta, West Virginia (LE)

Jeg fik snuppet hvad jeg skulle have et par gode defensive tackles og en god første runde quarterback, nu må tiden vise hvor meget de er værd.

Den sidste del af off-season er, at man kan rette sin depth chart med sine rookies, før man bevæger sig ind i pre-season sæson 2.

Vejen til Superbowl XLVI

Detroit Lions var alt dominerende i NFC og NFC East, og endte regular season med en 13-3 rekord. Lions startede 2-0 inden de i uge 3 tabte til divisions rivalerne Minnesota Vikings, derefter blev det til otte sejre yderligere inden de i uge 13 tabte til New Orleans Saints, deres sidste nederlag kom til Packers i uge 17. Med bye i wildcard runden, blev det derefter til sejre i divsional round mod Arizona Cardinals og conference round mod Washington Redskins.

Hvis Lions var alt dominerende i NFC, så var Indianapolis Colts det næsten mere i AFC, da de gik 14-2, og var sikre vindere af AFC South. Manning og co startede 6-0, inden de i uge 7 tabte til New Orleans Saints. I uge 10 kom sæsonens andet nederlag, da de tabte en tæt kamp til divisions rivaler Jacksonville Jaguars, hvorefter det blev til 6 sejre yderligere.  Som første seed i AFC fik Colts bye i wildcard runden, og i divisional round blev det til en overtime sejr mod mine Raiders, og sikker sejr mod New England Patriots i conference round.

Superbowl XLVI – Lions mod Colts

De rutinerede Colts må regnes som favorit, men deres modstandere er en folk unge slutne løver. Begge hold er meget lige statistisk, Colts er en tand bedre offensivt, mens Lions er en tand bedre defensivt. De to quarterbacks Matthew Stafford og Peyton Manning bliver altafgørende, og det største spørgsmål er måske om Stafford kan holde sig skadesfri. De to hold har hver især en stjerne wide receiver med Lions ”Megatron” Calvin Johnson Jr og Colts veteran Reggie Wayne. Begge hold har dog et hav af profiler, men ingen af holdene er stærke i løbespillet, hvor Lions må regnes med best med Jahvid Best. Det bliver en spændende kamp med rutinen mod ungdommen.

Første quarter blev helt uden scoring, men den bød dog på 4 turnovers, da Lions samlede to fumbles op og fangede en interception fra Peyton Manning, og Colts fik fat i en enkelt fumble. Kort inde i anden quarter fik de første point på tavlen, da Lions kicker Jason Hanson bankede bolden ind fra 39 yards. Colts kunne ikke får gang i spillet, men  Lions var flyvende og på deres næste serie fandt Stafford en fri Nate Burleson, der kunne løbe den til huset med efter et 65 yard kast.  Lions Houston opfangede en interception sent i andet quarter, men med Hill inden i stedet for en midlertidigt skadet Stafford, ledte det ikke til noget. Manning virkede slet ikke skarp, og han kastede første halvlegs tredje interception som Erik Coleman løb hele vejen til huset, og Lions var overraskende foran 17-0 ved pausen.

I slutningen af et fattigt tredje quarter, der lukkede Lions muligvis kampen, da Matthew Stafford fandt Calvin Johnson, som løb til end zonen og bragte Lions foran 24-0. Det skulle bare ikke gå godt for Colts, og i starten af fjerde quarter, der kom Lions yderligere i front efter et 26 yard field goal fra Hanson.  Med et minut tilbage af kampen, der fik Colts endelig point på tavlen, da Manning fandt Reggie Wayne med et 9 yard kast, som også var sidste scoring, da Lions på Lucas Oil Stadium i Indianapolis, slog Colts, og vandt deres første Superbowl titel. Lions safety Erik Coleman blev kåret som årets Superbowl MVP.

De unge Lions gjorde alt rigtigt, og kunne dermed sikre sig sin første Superbowl, det var meget overraskende, at de kunne gøre det på den måde de gjorde. Selv med Superbowl deltagelse, kan man vel stille sprøgsmål ved om Colts er en smule for gamle.

I morgen i Monday Night Madden

Tager vi hul på NFLs off-season, og hvad der ellers følger med, hvis skal kigge drafts, resignings, free agents og meget mere.

Pro Bowl – AFC mod NFC

Først de udtagede pro bowl spiller fra AFC og NFC, desværre uden spillere fra Raiders, da mine to pro bowl spillere begge løb ind i skader.

Pro Bowl – AFC mod NFC

Mens alle venter på årets Superbowl får de fleste spillere en pause inden den store kamp, og nogen tager til Hawaii for at spille en all star kamp kaldet Pro Bowl.  I virkeligheden er det begrænset, hvor spændende denne kamp kan blive, da spillerne for det mest bare skal prøve at undgå skader. Det er dog lidt anderledes i et spil som Madden, hvor man ikke skal tage højde for dette. Det er en mulighed for at teste de bedste spillere i spillet, og det kan jo nemt blive ganske underholdende. Da mine Raiders er fra AFC, spillede jeg som AFC holdet.

Titans CJ2K, der blev til CJ1K i virkeligheden, var en dominerende faktor i første serie, udover flere rushing yards, var han også manden der samlede en fumble op, efter Manning havde kastet en interception til Rams ”Road Warrior” James Laurinaitis, der derefter fumblede bolden. Manning endte serien med at finde Patriots Wes Welker i end zonen til en 7-0 føring.  Cowboys Romo ville dog ikke holde sig tilbage og scorede på den næste serie, da han lod Lions Tony Richardson løbe i end zonen og udligne. Romo var ikke til at stoppe, og han fandt i andet quarter Saints Colston to gange i end zonen, og NFC var foran 21-7 før pausen.

AFC kom dog stærkt tilbage i tredje quarter, da på anden serie i tredje quarter, da fandt Manning hans gode ven Dallas Clark, der fandt end zonen. Et par spil efter var det Titans Chris Johnson, der viste sine evner, da han løb 76 yards til touchdown. AFC forsatte hvor de slap, da efter en interception fra Jets Revis i starten af fjerde quarter, bragte de sig foran 28-21, da Manning fandt Ravens Boldin med et 86 yard kast. NFC var dog ikke nede endnu, og Romo fandt Fitzgerald der kunne der kunne udligne til 28-28. En ellers ikke god Romo begyndte at vakle lidt mere, og han kastede en interception opfanget af Calvin Pace, hvor kort efter, at Manning kunne bringe AFC i front med et touchdown kast på fjerde down til Steelers Mike Wallace.

Kort efter var det igen Chris Johnson der var på spil, da han løb 87 yards til end zonen. Med AFC foran 42-28 med mindre en to minutter tilbage, så det ud som det var slut. Romo fandt med 21 sekunder igen Fitzgerald i end zonen for anden gang, og ved et efterfølgende onside kick, så fik NFC chancen igen, dog var der ingen succes med 3 hail mary forsøg. Titans og AFCs Chris Johnson blev kåret til kampens spiller.

Monday Night Madden Superbowl Pick

Detroit Lions mod Indianapolis Colts
-Begge har været uhyggelige, og har fortjent at være i denne finale, men jeg tror det bliver Peyton og co, der ender med det store trofæ.

Ugens NFL Superbowl Pick

New England Patriots mod New York Giants
- Jeg har ikke den helt store interesse for årets Super Bowl, da jeg bestemt ikke er tilhænger af nogen af de to hold, jeg regner dog Pats som storfavoritter. Pats er muligvis uden Gronk, men jeg tror de får skovlen under Giants, Giants har dog en chance, da de er fremragende form og altid heldige.

Næste Uge i Monday Night Madden

Endelig er det tid til årets største kamp, når vi næste uge tager hul på årets Super Bowl.

Vi skal i denne udgave af I Introens Ånd kigge på et spil, som mange af jer formentligt ikke kender. Spillet hedder Star Ocean: The Last Hope og er udviklet samt udgivet af Square Enix tilbage i 2009. Introen bærer præg af at være udviklet af Square Enix, hvis animationer kun kan kategoriseres som voldsomme og dybt imponerende. Denne intro er altså ingen undtagelse, men hvor voldsom er den egentlig?

Den lægger såmænd hårdt ud fra startskuddet: Jordens undergang! Eller i al fald en mulig vision af den endelige dommedag sat i en verden, hvor atombomber tilsyneladende er at finde omkring hvert et hjørne. Bomberne flyver lystigt omkring, men eksplosionerne af disse og den efterfølgende udslettelse af alting formår at nå et punkt, hvor det tilnærmelsesvist bliver et poetisk maleri. Poesien hviler i dets udførelse i traileren, hvor de først teaser os med glimt og andet, og pludselig bliver man visuelt overfaldet af et lysende skær, og ens sanser slår alarm. Man finder sig selv i en situation, hvor selv den mest snakkesaglige er målløs. Man er imponeret. Ødelæggelse har altså aldrig været så vidunderligt et syn!

Man sidder derefter med en tanke om, at dette er enden på alt, men det er her, hvor introen ændrer retning. Jeg vil ikke afsløre hvordan, så lad os i stedet snakke lidt om lydsiden. Der kører kun musik i baggrunden, så man skal altså forestille sig de lyde i hovedet, som kan akkompagnere billedsiden. Dette er utroligt effektivt, og man sidder efter introen og tænker, at det netop ikke burde have været anderledes! Denne metode bidrager stærkt til den førnævnte følelse af poesi men nok snak om denne intro, så lad mig bare sige her til sidst, at jeg ikke umiddelbart nærer høje tanker om selve spillet. Men introen vil altid være med mig. Se hvad jeg mener nedenfor!